Danmark har fået et nationalt cykelregnskab
Det Nationale Cykelregnskab samler store mængder data om danskernes cykelvaner ét sted og tilbyder et enkelt og brugervenligt digitalt værktøj til at analysere den tilgængelige cykelviden. Med cykelregnskabet sikrer videnscentret adgang til data og information for alle med interesse i at følge med i udviklingen inden for cykling.
Cykelregnskabet er bygget op omkring eksisterende viden fra kilder som Danmarks Statistik, Transportvaneundersøgelsen, Den Nationale Cyklistundersøgelse, Vejdirektoratets ulykkesstatistik og opgørelser fra Danske Cykelhandlere og DSB. Datakilderne vil blive opdateret årligt.
Her er fem eksempler på viden, som du kan finde i det nye nationale cykelregnskab:
- Der er nu batteri og motor på mere end hver fjerde solgte cykel. I 2012 tegnede elcykler sig for 1,88 procent af det samlede salg af cykler i Danmark.
- Cyklen anvendes som transportmiddel på 15 procent af alle ture.
- Danskerne kører i gennemsnit 3,2 km pr. cykeltur.
- Fra 2014 til 2022 faldt 6-17-årige børns cykelture fra 33 til 22,5 procent af deres samlede ture.
- 69 procent af danskerne er tilfredse med omfanget af cykelstier i deres kommune.
Find det nationale cykelregnskab på cykelviden.dk og fortsæt egne analyser af alt fra kørte kilometer på cykel, kilometer cykelsti i by og land, tilfredshed med cykelforhold blandt cyklister i landets kommuner og meget mere.
|