Webversion
 
 
 
 
 
     Projekt Nordhavnstunnel

Gravearbejdet er gået op i gear

Endelig samarbejder grundvandssænkningen med vores entreprenør, og det gør, at der er kommet rigtig gang i udgravningen. Udfordringer med at få sænket grundvandet har gjort, at udgravningen til tunnelen er blevet forsinket, men heldigvis er vores entreprenør nu i flere dele af byggegruben godt på vej mod en dybde på 12-15 meter – særligt i Nordhavn er der fremdrift på den front.  
 
Lige nu er der gravet cirka 400.000 tons jord væk. Det betyder, at vi stadig mangler at fjerne cirka 600.000 tons jord fra tunneltraceet. På det dybeste sted i byggegruben, som er ved Kalkbrænderiløbet, er vi nede på 10 meter under terræn. Her skal vi ned på 17 meter under havets overflade.  
 
I et område af byggegruben i Nordhavn, hvor tunnelen nærmer sig terræn, er vi nået ned til 8 meter under terræn, og her kan vi i den kommende tid gå i gang med at støbe det arbejdsunderlag i beton, som vi skal bruge, når tunnelstøbningen for alvor går i gang.  
 
Vores entreprenør forventer at være klar til at gå i gang med støbningen af bundstykket i tunnelen i starten af 2025.

Fund af gammelt anker og en ægte kanonkugle

I midten af november fik vi på byggepladsen besøg af politiet, og Rullemarie måtte i aktion. Vores entreprenør var stødt på en kanonkugle i forbindelse med udgravning i byggegruben i Nordhavn.
 
Kuglen blev fundet i et jordlag, der indikerer, at den er fra før opfyld af Nordhavn, som blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, så det er en gammel en af slagsen. Desværre tog politiet kanonkuglen med.  
 
Udover en kanonkugle er der også fundet et stort flot anker, hvis oprindelse vi ikke har kunnet finde information om.

Projekt Nordhavnstunnel – en international arbejdsplads

Vi arbejder mere end 20 nationaliteter på projektet. Langt de fleste af os er fra Danmark, men vi har også kollegaer fra Belgien, Sverige, Marokko, England, Rumænien, Polen, Irak, Tyskland, Palæstina, Brasilien, Italien, Grækenland, Vietnam, Færøerne, Estland, Norge, Frankrig, Østrig og Den Dominikanske Republik.  
 
Man hører folk tale på mange sprog på kontorerne og på byggepladsen. Arbejdssproget på projektet er engelsk.  
 
Når støbearbejdet går i gang i starten af 2025, kommer der et rykind på 180 polakker på byggepladsen. Selvom betonsjakket tæller 180 personer, vil der kun være 120 på pladsen ad gangen. De kører i rul, så der er 120 på pladsen 14 dage ad gangen og 60 holder fri hjemme hos familien i Polen.
 
Når betonarbejderne opholder sig i Danmark, bliver de indkvarteret på Hotel CABINN ved Fisketorvet og i parcelhuse i Rødovre og Haslev. Ens for deres indkvartering er, at de bor steder, hvor der er gode køkkenfaciliteter, så de selv kan lave mad og spise sammen, når de har fri. De af vores polske kolleger, der bor længst væk, får minibusser stillet til rådighed, så de kan køre sammen og dem der bor på Hotel CABINN får cykler stillet tilrådighed, så de nemt kan komme rundt i København.  

Sand til salg

På projekt Nordhavnstunnel forsøger vi at arbejde så bæredygtigt som muligt. Det betyder, at vores entreprenør blandt andet forsøger at genanvende, sortere og sælge de materialer, der bliver benyttet i byggeriet.  
 
Mere end 337.000 tons sand blev fyldt i Svanemøllehavn i sommeren 2023 i forbindelse med, at der skulle sættes spunsjern i tunneltraceet. Nu er spunsjernene sat, og vi i gang med at grave sandet væk, så vi kan gøre udgravningen dyb nok til at støbe selve tunnelen.  
 
Vi genbruger selv en del af sandet andre steder på byggepladsen, og en del er vi i gang med at sælge. Vores entreprenør har solgt omkring 6.500 tons sand til færdiggørelsen af containerterminalen længere ude i Nordhavn, 2.000 tons sand er blevet solgt til et skybrudsikringsprojekt i Valby og der er dialog med Lynetteholmen om at aftage en endnu ikke fastlagt mængde sand.  
 
Ved at sælge sandet til projekter i nærområdet, kan det gøre gavn mere end en gang. På den både bliver det både en gevinst bæredygtighedsmæssigt og økonomisk.

Nye fotos og drone overflyvning

Der sker rigtig meget i byggegruben, og man kan via friske dronefotos se, hvor langt vores entreprenør er kommet med at grave ud til byggegruben. Se fotos.  
 
Ligeledes har vi haft dronen i luften, og har overfløjet hele projektet. Se filmen

Vinteren og gener

Vinteren gør så småt sit indtog, og dermed er vinterforberedelserne på byggepladsen også i gang. Det betyder bl.a. at der vil være mere lys på pladsen, så måske vil I som naboer mærke det.
 
Lagt de fleste aftener og nætter vil lyset være slukket, men der kan være undtagelser, hvor der bliver arbejdet sent på pladsen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld