De foreløbige ulykkestal fra Vejdirektoratet viser, at 155 personer mistede livet i trafikken i år. Dermed ser 2020 ud til at blive året med færrest trafikdræbte siden før 1930. Det hænger i høj grad sammen med nedgangen i trafikken på vejene på grund af Corona-restriktionerne.
Vejdirektoratets foreløbige ulykkestal viser, at antallet af både dræbte og tilskadekomne er usædvanligt lavt i år. 155 personer mistede livet, og cirka 2.800 personer kom til skade.
Det er et markant dyk i forhold til sidste år, hvor 199 personer blev dræbt i trafikken. Og det ligger også under det hidtil laveste antal trafikdræbte på årsbasis, som stammer fra 2012, hvor 167 mistede livet.
Dermed bliver 2020 året, hvor vi får det laveste antal trafikdræbte i mere end 90 år.
”Det er naturligvis glædeligt, at antallet af dræbte personer i trafikken ser ud til at blive historisk lavt i år, men vi kan ikke skjule, at det sker på en trist baggrund, nemlig som følge af den pandemi, der har lukket det danske samfund helt eller delvist ned i perioder,” siger transportminister Benny Engelbrecht. ”Udfordringen i de næste år, hvor vi forhåbentlig vender tilbage til vores normale samfund, er at fastholde den positive udvikling på trafiksikkerhedsområdet. Og det skal vi gøre ved et vedvarende fokus på trafikanternes adfærd med de redskaber, som vi har til rådighed, dvs. kampagner og lovgivningsmæssige tiltag i form af nye krav til for eksempel sikkerhedsudstyr og skærpede sanktioner, der kan medvirke til at nedbringe antallet af ulykker på vejene”.
Hvad angår de tilskadekomne i 2020, så er de faldet med cirka 10 procent i forhold til gennemsnittet de seneste fem år. Der var især færre tilskadekomne i personbil og på cykel. Det skyldes blandt andet, at der har været et stort fald i personbiltrafikken som følge af Corona-restriktionerne. Der var dog hverken færre dræbte i personbil eller på cykel, i årets første 3 kvartaler, end der har været de foregående år.
Der var flere motorcyklister, der kom til skade i trafikken i 2020 i forhold til de foregående år, men færre motorcyklister, der blev dræbt.
|