Webversion
 
 
 
 
 

Vejbyggere elsker sommer

Sommer og ferietiden er noget de fleste ser frem til. I Vejdirektoratet er vi særligt glade for denne tid, da det gode vejr giver optimale forhold til at få bygget en masse vej. Således også på Haderup Omfartsvej, hvor der nu er godt gang i jordarbejdet i hele strækningens længde vest for Haderup. 
 
Især i de to ender af strækningen kan man tydeligt se den kommende vej tage form i landskabet.
 
Det er også i de to ender, der vil være størst aktivitet fremover, hvor vi skal tilslutte omfartsvejen til det eksisterende vejnet.
 
Midlertidig omkørsel
I midten af august, hvor vi laver den nordlige tilslutning, bliver det derfor nødvendigt at afspærre rute 34 frem til starten af oktober og i stedet lave omkørsel via rute 186. Ved den sydlige tilslutning vil der være vejarbejde med periodevis signalregulering på rute 34.
 
Vi vil senere sende mere detaljeret information ud om, hvordan arbejderne kommer til at foregå.
Åben byggeplads i september
Vi har fået flere henvendelser med interesse for projektet og ønske om besøg på byggepladsen. Det er vi naturligvis glade for. Vi vil sammen med Haderup Borgerforening arrangere et besøg på byggepladsen i september, hvor alle er velkomne. Mere om arrangementet vil blive annonceret efter ferien.
 
Vi oplever dog også, at det kan være fristende at gå en tur på den ufærdige vej på egen hånd. Herfra skal der lyde en kraftig opfordring til at lade være med at bevæge sig ind på arbejdsarealet.
 
For det første er ikke tilladt, og for det andet kan det være farligt, fordi der blandt andet køres med tunge arbejdskøretøjer. Endelig skal vores ansatte kunne koncentrere sig om at udføre deres arbejde uden at være bekymret for ’ubudne gæster’ i området.
 
Broerne næsten færdige
Broen ved Røjbækken (se foto) blev støbt i foråret. I midten af juli gælder det støbningen af broen ved Viborgvej. Begge broer ventes at stå helt færdige til efteråret.
 
De mindre broer ved Skovvænget og ved stien ved Langgade vil blive monteret hen over sommeren. På Hedevej er byggeriet af broen også godt i gang og vil fortsætte året ud.  
 
 
Arbejdstider
Til slut vil jeg gøre opmærksom på, at vores entreprenører har tilladelse til at arbejde hverdage kl. 7-18 og lørdag kl. 7-14. Vi bestræber os på at vores arbejde skal give færrest mulige gener, men det kan ikke undgås, at det kan give nogle ulemper.
 
Føler du dig generet af arbejdet, er du velkommen til at kontakte vores tilsynsfolk direkte på kontoret ved byggepladsen på Viftrupvej 11,7540 Haderup eller via mail på haderup@vd.dk.
 
Fortsat god sommer,
 
John Kjærsgaard
Projektleder i Vejdirektoratet
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld