Nu kan man gå tørskoet over Roskilde Fjord via Kronprinsesse Marys Bro. Den første weekend i maj nåede projektet endnu en stor milepæl, da det sidste af de 492 segmenter, der udgør brodækket, blev monteret.
I april gik arbejdet med udlægning af broens fugtisolering i gang. I alt skal ca. 26.000 m2 fugtisolering lægges ud på oversiden af brodækket. Det skal sikre, at regnvand ikke siver ned i betonkonstruktionen. Oven på fugtisoleringen følger flere lag asfalt. Det arbejde er også i fuld gang.
Samtidig med, at Kronprinsesse Marys Bro bliver gjort helt færdig og klar til trafik, arbejder vores entreprenør på højtryk for at få vejdelen mellem Tørslev Hage og Skibbyvej-rundkørslen færdig og få asfalteret de cirka 10 km motortrafikvej.
|