Webversion
 
 
 
 
 
Pressemeddelelse

Brodæk sænkes på plads hen over den Fynske Motorvej

Snart sænker Vejdirektoratets entreprenør et 685 m2 stort brodæk ved Spedsbjergvej på den Fynske Motorvej på plads. Efter planen sker det onsdag den 20. maj.    
 
Brodækket blev støbt den 23. april og er nu efter at have hærdet et par uger klar til at blive sænket ned på de bærende bropiller. Det store brodæk – de fremtidige kørebaner på Spedsbjergvej – blev støbt i en form hævet 6 meter over kørebanen.  
 
”På strækningen mellem Gribsvad og Odense V, som er det stykke af motorvejen, vi arbejder på lige nu, er broen den eneste helt nye bro, vi skal bygge. Så med brodækket på plads når vi en stor milepæl på projektet,” siger projektchef Robin Højen Madsen. Han fortsætter:  
 
”Vi forventer, at broen er helt færdig og klar til trafik i midten af juni.”  
 
Den gamle bro ved Spedsbjergvej blev revet ned sidste år. Den var bygget til en firesporet motorvej og ikke kunne udbygges til at passe til den nye motorvej med seks spor.
 
Trafikale konsekvenser
I dagtimerne vil trafikanterne ikke opleve nogen ændringer på den Fynske Motorvej, men i aften og nattetimerne vil der være færre kørespor.
 
”Sænkningen af brodækket sker, mens motorvejen er i drift, men det får ikke mærkbare trafikale konsekvenser i dagtimerne,” siger Robin Højen Madsen.  
 
Der vil foregå forberedende arbejder såsom fjernelse af støbeformen, kaldet forskallingen, og andre foranstaltninger den 14. og 15. maj i de vestgående spor, og den 17. og 18. maj i de østgående spor. Arbejderne betyder, at der kun vil være et spor farbart i tidsrummet 19.00 til 06.00. I det tidsrum er trafikintensiteten i forvejen lav, så det burde ikke få de store trafikale konsekvenser.  
 
I perioden fra mandag den 18. maj til onsdag den 20. maj skal Vejdirektoratets entreprenør gøre klar til sænkningen af brodækket, og derfor vil der være forberedende arbejder i aften- og nattetimerne. I tidsrummet mellem 19.00 og 06.00 vil der kun være et spor farbart i vestlig retning.    
 
Vejdirektoratet håber på trafikanternes forståelse og beklager de gener, det måtte påføre.

Yderligere information

Projektchef Robin Højen Madsen, tlf. 2324 4172
Kommunikationskonsulent Anne-Mette Nyhuus, tlf. 2298 3078  
 
Læs mere om udbygning af den Fynske Motorvej på Vejdirektoratet.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld