Se dette nyhedsbrev i en browser
 Danmark har fået et nationalt cykelregnskab
 
Det Nationale Cykelregnskab samler store mængder data om danskernes cykelvaner ét sted og tilbyder et enkelt og brugervenligt digitalt værktøj til at analysere den tilgængelige cykelviden. Med cykelregnskabet sikrer videnscentret adgang til data og information for alle med interesse i at følge med i udviklingen inden for cykling.  
 
Cykelregnskabet er bygget op omkring eksisterende viden fra kilder som Danmarks Statistik, Transportvaneundersøgelsen, Den Nationale Cyklistundersøgelse, Vejdirektoratets ulykkesstatistik og opgørelser fra Danske Cykelhandlere og DSB. Datakilderne vil blive opdateret årligt.  
 
Her er fem eksempler på viden, som du kan finde i det nye nationale cykelregnskab:
 
  • Der er nu batteri og motor på mere end hver fjerde solgte cykel. I 2012 tegnede elcykler sig for 1,88 procent af det samlede salg af cykler i Danmark.
  • Cyklen anvendes som transportmiddel på 15 procent af alle ture.
  • Danskerne kører i gennemsnit 3,2 km pr. cykeltur.
  • Fra 2014 til 2022 faldt 6-17-årige børns cykelture fra 33 til 22,5 procent af deres samlede ture.
  • 69 procent af danskerne er tilfredse med omfanget af cykelstier i deres kommune.  
 
Find det nationale cykelregnskab på cykelviden.dk og fortsæt egne analyser af alt fra kørte kilometer på cykel, kilometer cykelsti i by og land, tilfredshed med cykelforhold blandt cyklister i landets kommuner og meget mere.
 

Katalog om trafikal fredeliggørelse på engelsk

 
Kataloget Trafikal fredeliggørelse er nu tilgængeligt på både engelsk og dansk.  
 
Inspirationskataloget gennemgår lovgivning, strategiske og planlægningsmæssige greb samt fokuspunkter vedrørende kommunikation, inddragelse og forankring, der kan have betydning for, hvordan man kan gennemføre et trafikalt fredeliggørende projekt på en måde, så alle aspekter er indtænkt i den gode proces. Fokus er på erfaringer, gevinster, opmærksomhedspunkter, relevante bekendtgørelser og samtænkningspotentiale for konkrete trafikale tiltag som fartdæmpning, cykelgader, skolezoner og indsnævring af kryds, der alle kan bidrage til fredeliggørelse i byer.  
 
Find kataloget på både dansk og engelsk på cykelviden.dk.

Cykling til skole

 
Andelen af børn, der cykler til skole, er støt faldende. 7 ud af 10 børn cyklede i skole i 90’erne. I dag er det blot 4 ud af 10. Børn og unges cykelvaner er ekstremt vigtige for at fremme cykling både nu og i fremtiden. Dine transportvaner som barn ligger grunden for de transportvaner du tager med ind i voksenlivet – og lære dine fremtidige børn.  
 
For at understøtte kommunernes vigtige arbejde med at få flere børn til at vælge aktiv transport som gang og cykling til skole har videnscentret udarbejdet et inspirationskatalog med en masse af de tiltag og virkemidler, som er oplagte at ty til på kommunalt niveau og ude på de enkelte skoler – fra strategisk planlægning af vejnettet til konkret indretning af vejnettet og påvirkning af adfærd og transportvaner. Derudover har vi samlet viden og erfaringer fra en lang række kommuner og skoler for at inspirere til, hvordan arbejdet konkret kan gribes an.  
 
Inspirationskataloget forventes offentliggjort i slutningen af året.
 
Tilmelding til videnscentrets nyhedsbrev sikrer, at du er opdateret på ny viden, publikationer og webinarer hos videnscentret. Vi håber derfor, at du som abonnent vil hjælpe med at udbrede kendskabet til vores nyhedsbrev i dit netværk, hvor der måske er endnu flere, som kunne være interesseret i at tilmelde sig nyhedsbrevet. Tilmelding til nyhedsbrevet er på forsiden af cykelviden.dk.  
Frameld dig dette nyhedsbrev