Webversion
 
 
 
 
 
Pressemeddelelse

Flere eneulykker med dræbte i trafikken i 2019

199 personer mistede livet i trafikken sidste år. Det er flere trafikdræbte, end der har været i 2017 og 2018. Og i sammenligning med de foregående år var der usædvanligt mange eneulykker blandt dødsulykkerne. Næsten halvdelen af de dræbte i 2019 mistede livet i eneulykker eller frontalkollisioner.  
 
Det viser Vejdirektoratets endelige ulykkestal for sidste år, der netop er blevet offentliggjort.   
 
"Jeg må sige, det er uhyggelig læsning, når Vejdirektoratet kan offentliggøre en rapport, der viser, at antallet af trafikdræbte stiger. Jeg hæfter mig særligt ved, at det især er cyklister og unge mennesker, der bliver ofre for den hensynsløse færdsel, som alt for mange stadig udviser på vejene. Regeringen har senest fremlagt et politisk udspil, der skal sætte en stopper for vanvidskørsel. Der er desuden bred politisk opbakning til at indføre strækningskontrol på Storebæltsforbindelsen og i Øresundstunnelen, ligesom jeg afventer Færdselssikkerhedskommissionens anbefalinger til yderligere tiltag, der kan bidrage til en højere trafiksikkerhed. Det er nemlig afgørende, at vi får vendt den negative udvikling, så det bliver mere trygt og sikkert at færdes i trafikken," siger transportminister Benny Engelbrecht.  
 
I 2019 var der 54 eneulykker med dræbte, mens der i gennemsnit har været 43 eneulykker med dræbte om året de foregående fem år.   
 
"Eneulykker og frontalkollisioner er de to hyppigste dødsulykker i Danmark. De sker ofte på landevejen, hvor hastigheden er højere end i byerne. Og her betyder høj fart tit, at ulykkerne bliver alvorlige. Samtidig bevirker farten, at føreren kun har et splitsekund til at reagere. Tallene underbygger derfor endnu engang budskabet om, at hastigheden har stor betydning for trafikantens overlevelseschancer," forklarer Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for Trafiksikkerhed og cykling i Vejdirektoratet.  
 
Færre kom til skade i trafikken i 2019
I modsætning til stigningen i trafikdræbte var der i 2019 et fald i antallet af tilskadekomne. I alt kom 3.076 personer til skade i trafikken. Det er færre registrerede tilskadekomne end på noget andet tidspunkt, siden Vejdirektoratet begyndte at føre ulykkesstatistikken i 1985.    
 
Det er dog kun blandt de lettere tilskadekomne, at der er et stort fald. Samme tendens ses ikke blandt de alvorligt tilskadekomne. Her kom 1.822 personer alvorligt til skade i trafikken i 2019, som er det næsthøjeste antal alvorligt tilskadekomne i mere end fem år.   
 
Positiv udvikling for bilister, negativ for cyklister
2019 bød på markant færre tilskadekomne bilister, hvilket viderefører en udvikling, hvor antallet af dræbte eller tilskadekomne bilister i personbil i de sidste 10 år er blevet næsten halveret.  
 
Derimod er antallet af tilskadekomne eller dræbte cyklister i samme periode steget med seks procent. Dermed er cyklister den eneste trafikantgruppe, hvor der i dag er flere tilskadekomne og dræbte, end der var i 2009.   
 
"Flere skifter til nye og sikre biler, og samtidig er vejene blevet mere sikre. Det kan forklare, hvorfor færre bilister kommer til skade i trafikken. Desværre ser vi ikke samme tendens for cyklisterne. De er ikke beskyttet på samme måde som personer i et køretøj, når de færdes i trafikken. Der er derfor større risiko for, at de kommer til skade, når de er involveret i en ulykke. Det er dermed fortsat vigtigt, at vi har fokus på, hvordan veje og kryds kan blive mere sikre for cyklister," siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen.  
 
 
Stadig mange unge bliver dræbt eller kommer til skade i trafikken
Selvom væsentligt færre unge imellem 15-24 år kom til skade i trafikken i 2019 i forhold til for 10 år siden, er unge fortsat overrepræsenterede blandt dræbte og tilskadekomne. I 2019 mistede 29 af de 15-24-årige livet, og 688 kom til skade i trafikken. Dermed udgjorde de 22 procent af de dræbte og tilskadekomne, mens de kun udgør 13 procent af befolkningen.   
 
"Det er i aldersgruppen 15-24 år, at de unge begynder at færdes som førere af et motorkøretøj. Som ny trafikant har de endnu ikke opnået en stor rutine i at færdes i trafikken. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor de er overrepræsenterede blandt dræbte og tilskadekomne i forhold til den øvrige befolkning," forklarer Marianne Foldberg Steffensen.  
 
Næsten 8 ud af 10 trafikdræbte var mænd
I 2019 udgjorde mænd fortsat hovedparten af de dræbte i trafikken, som det også har været tilfældet i årene før. 156 mænd og 43 kvinder blev dræbt i trafikken i 2019. Også blandt de alvorligt tilskadekomne er der flere mænd end kvinder.  
 
I de fleste trafikantgrupper var der derfor også flere dræbte og tilskadekomne mænd end kvinder. Den eneste undtagelse var blandt fodgængere, hvor der var flere kvinder.  
 
"Mænd har i højere grad end kvinder en forkærlighed for de hurtige, motordrevne køretøjer som biler, motorcykler og knallerter. Og som trafikant er man særligt udsat på en knallert og motorcykel, når man kører i høj fart uden bilens beskyttelse. Samtidig viser ulykkestallene, at mænd langt oftere er involveret i spiritusulykker. Begge dele kan være med til at forklare, hvorfor flere mænd end kvinder mister livet eller kommer alvorligt til skade i trafikken," slutter Marianne Foldberg Steffensen.
 
 
Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, tlf. 22 38 32 22, mail: mast@vd.dk 
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk   
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld