Webversion

Sådan bliver tilslutningsanlægget til Frederikssundsvej

Det er nu besluttet, hvordan Fjordforbindelsen Frederikssund skal kobles på Frederikssundsvej.
 
Der bliver etableret et såkaldt S-anlæg med rundkørsler på begge sider af Frederikssundsvej og med direkte rampeforbindelser, som skal lede trafikken fra Frederikssundsvej til Fjordforbindelsen og omvendt.  
 
Denne løsning er valgt på baggrund af opdaterede trafikanalyser, som bl.a. også tager højde for det nye byområde Vinge. Løsningen er desuden fremtidssikret til den dag, hvor Frederikssundsmotorvejen går hele vejen til Frederikssund.
 
Se tegning af tilslutningsanlægget.

Vi åbner informationscenteret i Frederikssund og byder på morgenkaffe den 20. maj

I forbindelse med Haldor Topsøe Cup lørdag den 20. maj åbner vi vores informationscenter i Frederikssund for alle de morgenfriske, der skal være med i kapsejladsen eller bare vil ned og følge sejlerne.  
 
Vi åbner dørene kl. 7.30 og står klar med morgenkaffen og en bid brød.  
 
Der vil være mulighed for at se vores udstilling og gå i TestLab og prøve kræfter med brobygning i forskellige former.  
 
Vi regner med at lukke igen omkring kl. 12.
 
Læs mere om kapsejladsen.
Læs mere om vores informationscentre.

Nu går selve brobyggeriet i gang

Vores entreprenør går nu i gang med selve broen. Første skridt er at bygge dæmninger ud fra kysten.  
 
I første omgang starter vi på Frederikssundsiden, og arbejdet med at bygge dæmningen er så småt gået i gang. Første trin er at sætte spuns i fjorden, hvorefter dæmningen opbygges med grus.
 
Vejdirektoratets entreprenør forventer, at dæmningen på østsiden kan etableres på to måneder.  
 
Læs mere om arbejdet.

6 meter høj støjvold skal mindske anlægsstøjen

Nord for byggepladsen ved Marbæk har entreprenøren bygget en midlertidig støjvold, der skal mindske anlægsstøjen for naboerne i den sydlige del af Frederikssund.
 
Der er blevet brugt rigtig meget jord. Støjvolden er cirka 6 meter høj, cirka 20 meter bred i bunden og der er brugt omkring 35.000 kubikmeter jord i alt.
 
Byggepladsen ved Marbæk skal bl.a. benyttes til anlæg af højbroen over Roskilde Fjord, og vil være hjemsted for både entreprenørens og Vejdirektoratets byggeledelse.  
 
Når vi er færdige med anlægget i slutningen af 2019, fjernes støjvolden igen.

Højt aktivitetsniveau på begge sider af fjorden

Der er et mylder at gravemaskiner, dumpere og andre store køretøjer på begge sider af Roskilde Fjord, og aktivitetsniveauet stiger uge for uge.  
 
På østsiden syd for Frederikssund er vores entreprenør i fuld gang med at etablere byggeplads, hvor vi forventer indflytning i slutningen af maj. Der ud over forlænger entreprenøren adgangsvejen mellem Frederikssundsvej og Marbækvej helt ned til byggepladsen. Herved kan trafikken med tunge køretøjer køre til byggepladsen fra Frederikssundsvej, i stedet for at køre gennem den sydlige del af Frederikssund.  
 
Ligeledes forbereder entreprenøren en forlægning af trafikken på Marbækvej for at gøre plads til etablering af rundkørsler og en bro på Marbækvej.    
 
På Hornsherredsiden er det også jordarbejderne, der fylder og konturen af en vej gennem landskabet tegner sig så småt. Entreprenøren forbereder omlægninger af trafikken på både Tørslevvej og Gl. Færgegårdsvej, så de snart kan gå i gang med etablering af broer over den kommende motortrafikvej.  

Se de nye luftfotos

Luftfotografen har igen været på vingerne og taget billeder af projektet.
 
Se de flotte billeder.
Afmeld