Webversion
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet
vejman.dk nyhedsbrev

Juni 2019

Kære læser    
 
I dette nummer kan du bl.a. læse om, hvordan sensorer i delebiler vil kunne fortælle om vejenes tilstand, om registrering af cykeltællinger i Mastra og om tanker og status for projektet med at skabe et nyt asset management system.
 
God sommer !

vejman.dk årsmødet 2019

vejman.dk årsmødet finder i år sted d. 10. oktober på Hotel Park, Viaduktvej 28 i Middelfart.
 
I sidste nummer af nyhedsbrevet efterlyste vi input til emner på årsmødet. Der er kommet en del forslag, og det er rigtig dejligt. Du kan stadig skrive, hvis du har forslag eller spørgsmål, til ansvarlig i Vejdirektoratet, Agnete Langgård.

vejman.dk nyt

Webapps
For at sikre en mere simpel adgang til vores webapps har vi ændret adressen til disse. Fremover skal man tilgå Eftersyn2 på følgende adresser: apps.vejman.dk/eftersyn2. Du kan læse mere om hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med vores webapps på forsiden af vejman.dk under servicemeddelelser.  
 
Teknisk udvikling
På den tekniske front har vi udvidet en af vores belægnings WFS tjenester fra vejman.dk med yderligere oplysninger om slidlag. Laget hedder slidlag, og du kan finde mere om vores webtjenester i hjælpesystemet under teknisk. Derudover har vi igennem foråret gennemført en række forsøg med anvendelse af automatisering, eller ”Machine Learning” som det også hedder, i forbindelse med sagsbehandling af dele af tilladelser. Forsøgsresultaterne har været meget lovende, og på den baggrund er det besluttet at implementere det første eksempel på anvendelse af automatisering i tilladelser i driftssystemet. Vi ser meget frem til at høste erfaringer med automatisering og de muligheder, det giver.  
 
Samarbejdet om vejman.dk
Medio juni var der møde i vejman.dk strategigruppen. Her var et af emnerne en drøftelse af fremtidens strategi for vejman.dk og af hvordan Vejdirektoratet bedst får involveret kommunerne, så der bliver fokus på fælles løsninger. Der afholdes også møde i vejman.dk udviklingsgruppen her i juni, hvor dagsordenen bl.a. omfatter årsmødet 2019.

Stor tilfredshed med ny tematime på informationsmøder

Vejdirektoratet har haft succes med at justere på konceptet ved fire infomøder om grave-og rådighedsansøgninger. Tidligere har møderne primært haft fokus på at opnå bedre ansøgninger. Men da mange af deltagerne har deltaget før, og da ansøgningerne efterhånden er blevet meget bedre, blev der i år lavet en ny tematime med fokus på fire temaer for de mere erfarne brugere. Efter mødet var der stor tilfredshed med det nye format.  
 

Sensorer i biler skal give data om vejene

Kan man øge sin viden om vejenes tilstand ved at hente data fra biler, der allerede kører på vejene? Det skal et nyt 3,5-årigt projekt vise. Projektet har fået støtte af Innovationsfonden, hvor en række eksterne partnere er med i arbejdet.
 

Hyggeligt Åbent Hus i målergaragen

Videndeling og samarbejde med vejsektoren i Danmark er vigtig for os i Vejdirektoratet. Derfor stillede vi tirsdag d. 9. april og onsdag d. 10. april vores vejtekniske målebiler op i vores garager i henholdsvis Fløng og Skanderborg og viste dem frem for inviterede kunder, kolleger og samarbejdspartnere fra kommunerne og vejsektoren. Det gav anledning til mange gode drøftelser af nogle af de fælles udfordringer, vi har på tværs af vejsektoren, og til udveksling af erfaringer, løsninger og viden på kryds og tværs. Spørgelysten og nysgerrigheden var stor, og vi håber, alle gik hjem derfra med ny viden og måske også nye ideer i bagagen.  
 
Vi er glade for, at så mange havde lyst til at komme på besøg. Og vi er også glade for den feedback, vi har modtaget efterfølgende. De erfaringer, vi gjorde os de to dage, vil vi tage med os, når vi efter sommerferien begynder at planlægge næste års Åbent Hus-arrangement, hvor vi glæder os til igen at få lejlighed til at fortælle om noget af alt det, vi kører og laver året rundt på de danske veje.
 

Status for udbud af det nye Asset Management System

I forbindelse med, at Vejdirektoratet vil investere i et nyt Asset Management System, som skal tale tæt sammen med vejman.dk, har vi tidligere inviteret alle vejman.dk kommuner til workshops – både på medarbejder- og lederniveau – for at få afdækket kommunernes behov.  
 
I mandags afholdte vi derfor også et orienterende møde for ledere i vejman.dk kommunerne omkring relevante dele af udbudsmaterialet og deltagerne får mulighed for at få materialet hjem til gennemsyn og kommentering. Vi har valgt at skubbe udsendelsen af det planlagte udbud for det nye Asset Management System til efter sommerferien. Dette skyldes, at vi i april valgte at invitere leverandører af asset management systemer til en mindre indledende markedsdialog. Dialogen gav indblik i, hvilke muligheder og begrænsninger der kendetegner de gængse standardsystemer.  
 
Det har betydet en mindre forsinkelse i forhold til tidsplanen, men der er ingen tvivl om, at tiden har været godt givet, ud, og vi har fået rigtig gode input. Resultaterne af markedsdialogen har hjulpet til at skærpe kravene i udbudsmaterialet og jo højere kvalitet af udbudsmaterialet jo bedre og mere sammenlignelige tilbud kan leverandørerne udarbejde.
 

Husk at opdatere i CVF

Det er vigtigt, at man som vejbestyrer hele tiden husker at opdatere den centrale vej- og stifortegnelse - CVF, når man enten ajourfører eksisterende veje eller opretter nye veje i vejman.dk. 
 
 
CVF anvendes dels til Vejdirektoratets administration af de administrative vej- og stinumre, dels fungerer CVF som et landsdækkende opslagsværk, der er fælles for alle vejmyndigheder i Danmark. CVF anvendes desuden i Vejdirektoratets ’Hvem ejer vejen’ på vejdirektoratet.dk, leverer vejdata til Erhvervsstyrelsens Ejendomsdatarapport (boligejer.dk) og leverer data for at vise vejstatus på Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) ’Danmarks adresser’.

Ny tilsynserklæring garanterer, at Vejdirektoratet lever op til bestemmelser om databeskyttelse

 
Til hjælp for kommunerne (de dataansvarlige) har Vejdirektoratet (databehandleren) udarbejdet en tilsynserklæring, der dokumenterer, at databehandleren lever op til databeskyttelsesforordningens artikel 28 samt bestemmelserne i Databehandleraftalen af 25. maj 2018. Ved at anvende tilsynserklæringen er det ikke længere nødvendigt for kommunerne at foretage tilsyn af Vejdirektoratet.
  
Tilsynserklæringen er udarbejdet på baggrund af kontrolmålene i en ISAE3000 erklæring. Den indeholder samtidig ingen fortrolige data, og derfor kan man nu finde den på vejman.dk. hjemmeside.
 

Dansk-tysk samarbejde om måling af bæreevne med HSD

Vejdirektoratet har i tre måneder haft en medarbejder udstationeret hos det tyske vejforskningsinstitut. Samarbejdet fortsætter i et to-årigt udviklingsprojekt, der skal gøre udpegning af strækninger og vedligeholdsløsninger klogere, ved også at inddrage bæreevnemålinger.  
 

Cykeltællinger i MASTRA

Vejdirektoratet har her i foråret udgivet en lille vejledning om udførelse af cykeltrafiktællinger. Vejledningen skal primært tjene som redskab og inspiration for de medarbejdere i de kommunale vejforvaltninger, som arbejder med cykeltrafik.   Her kan man læse om planlægning af cykeltællinger og om de mest almindelige dataindsamlingsmetoder:  
  • Manuel tælling
  • Kameraregistrering
  • Trykslanger
  • Spoler og sensorer i vejen
De forskellige metoders styrker og svagheder er belyst, og der er opstillet tjeklister over, det man skal huske i forbindelse med den praktiske udførelse af dataindsamlingen.    
 
Vejledningen indeholder også et afsnit om, hvordan data skal kontrolleres og efterbehandles i Mastra, herunder hvordan data fra kortvarige tællinger kan opregnes.  
 

Ny kontaktform til MASTRA

Her i foråret er Mastra gået over til at benytte det samme brugerkontaktsystem som vejman.dk. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil have en bedre og mere ensartet struktur på de henvendelser, vi får vedr. brugen af Mastra.  
 
Rent praktisk betyder det, at hvis du som bruger af Mastra har et problem/spørgsmål af trafikfaglig eller teknisk karakter, så skal du altså fremover kontakte Mastra-Supportfunktionen via linket ’opret supportsag’ som du finder på Mastras forside.  
 

Kurser

D. 27. juni afholdes der grundkursus i stedfæstelse af trafikulykker. Kurset afholdes i Middelfart, og du kan læse om det og om andre kursustilbud på kursussiden på vejman.dk. 
 
Ved tilmelding oplyses deltagernavn, stilling, e-mailadresse samt EAN-nummer og faktureringsadresse. 
 
Som vejman.dk bruger kan du finde aktuel info, servicemeddelelser, nyheder, support m.m. på vejman.dk. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vejman.dk supporten:
 
Brugere der har vejman.dk login:
Log ind via vejman.dk og indmeld din sag via supportknappen i øverste højre hjørne. 
 
Brugere uden vejman.dk login:
Henvendelser kan meldes ind via blanket. Klik på linket: Indmeld.   
Næste vejman.dk nyhedsbrev udkommer i september 2019. Giv gerne en kollega et tip om nyhedsbrevet.
 
vejman.dk tilbydes som en del af Vejdirektoratets indtægtsdækkede virksomhed, hvor vi også tilbyder produkter og rådgivningsydelser blandt andet inden for områderne: Trafiksikkerhed, Trafikinformation, Trafikregistrering, Vintertjeneste samt Måling & rådgivning inden for vej- og trafikdata.
 
  
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig. Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.
 
 
 
 
 
 
Afmeld