Webversion
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet
vejman.dk nyhedsbrev

September 2023

Kære læser
 
Nyhedsbrevet denne gang står i vejman.dk årsmødets tegn. Vejdirektoratets fagfolk glæder sig til at fortælle og have en dialog om vejman.dk’s mange områder. Bemærk også invitationen til online orienteringsmøderne omkring den nye lovgivning på ITS området, og hvilke krav der stilles til vejmyndighederne i den forbindelse. Tips og Tricks i vejman.dk handler denne gang om baggrundskort og lag.  
 
God fornøjelse  

Vejman.dk årsmøde 2023 – tilmeldingen er åben

Vi håber at se dig til en inspirerende faglig dag til vejman.dk årsmødet den 12. oktober 2023. I år afholdes årsmødet i MESSE C, Vestre Ringvej 101 i Fredericia.  
 
Tilmeldingen er åben, og du kan stadig nå at sikre dig en plads. Tilmeldingsfristen er onsdag den 27. september kl. 16. Link til program og tilmelding finder du her.   
 
I år forsøger vi at bruge en mindre mængde papir, og hele programmet er flyttet over på app’en CM Events. 
App’en kan downloades fra App Store og Google Play. Bemærk at du skal have adgang til den mail, som du er tilmeldt med, når du downloader app'en. Vi anbefaler at downloade app'en, så snart du er tilmeldt.  
 
Hvis du har spørgsmål til årsmødet, kan du skrive til sektorteam@vd.dk
 
På gensyn til årsmødet – vi glæder os til at se dig.

Udvikling i vejman.dk efteråret 2023

Torsdag den 28. september kommer der en opdatering af vejman.dk, som retter en mængde fejl, opsamling på teknisk gæld i systemet, samt introducerer en række mindre nye funktioner.
 
Højdepunkter som kan nævnes er:   
  • Fornyede tilladelseslag i kortmodulet. Tilladelseslagene på lagene ’Planlagte’, ’Igangværende’ og ’Afsluttede’ i kortmodulet i vejman.dk er blevet erstattet af nye og hurtigere lag  
  • Nemmere ajourføring af administrative data, samt søgning af vejnavn i forbindelse med oprettelse af nye veje   
  • Registrering af vejnet mv. vedrørende EMS2-vogntog
  • Forbedring af kortlag med cykelstinet
Senere på efteråret kommer et længe ventet nyt sortpletudpegningsprogram med blandt andet mulighed for kortvisning samt mere sikkert log in. 

Nye vejledninger til vejman.dk

Der arbejdes lige nu på at opdatere vejledningerne til vejman.dk, ligesom der er ved at blive udarbejdet quickguides – både som video og tekst. Alle vejledningerne bliver desuden præsenteret via en ny platform, hvor det gerne skulle være nemmere og mere overskueligt at finde den vejledning, man skal bruge.  
 
Så følg med på vejman.dk’s forside, hvor der løbende vil komme nyt, efterhånden som vejledninger og quickguides vil blive tilgængelige.  
 
Den nye platform til vejledningerne forventes klar i forbindelse med vejman.dk årsmødet i oktober, hvor det bliver præsenteret og tages i brug.

Status på Asset Management - dTIMS

Lige nu ser vi på de dashboards (rapporter), som vil give mening for kommunerne, samt hvordan de opbygges bedst muligt. På vejman.dk standen på vejman.dk årsmødet d. 12. oktober vil man kunne få vist nogle af de rapporter, vi arbejder med.  
 
Ellers er fokus primært på konfiguration af data, samt at få sikret, at resultaterne i dTIMS svarer overens med resultaterne fra vejman.dk. belægningsoptimering. Selvom vi i Vejdirektoratet så småt er i drift, er der derfor stadigvæk et behov for at køre parallelle beregninger med både vejman.dk belægningsoptimering og dTIMS Belægninger på vores egne data i en periode.  
 
Aalborg og Herning kommune er de første testkommuner til det nye dTIMS belægningsmodul, som erstatter vejman.dk belægningsoptimering. Når de to kommuner er oppe og køre med det nye system, vil vi efterfølgende evaluere på processen, før de resterende pilotkommuner står for tur.

Trafiksikkerhed i vejman.dk

Kom og mød os til vejman.dk årsmødet, hvor vi bl.a. glæder os til at vise jer det nye sortpletmodul, der lanceres i vejman.dk løbet af efteråret. Du kan både finde os på vores stand, i vores session om trafiksikkerhed og for helt nye brugere har vi også en meget kort introduktion i uheldsmodulet på programmet.

Nyt fra MASTRA

På Mastrastanden på vejman.dk årsmødet vil Mogens og Niels som vanligt være til rådighed for spørgsmål og diskussion omkring data i Mastra.
 
For dig der er ny i kommunen eller i Mastra, så deltag også i vores lille 10 min. session på vejman.dk årsmødet og få et kort indblik i, hvad Mastra er for en størrelse.
 
Der er først planlagt kurser i Mastra i maj/juni næste år, men der er for det meste mulighed for små online sessioner. Ønsker du at komme på kursus, så kom forbi udstillingen eller skriv til Niels Moltved.

OTMAN

OTMAN er Vejdirektoratets digitale løsning til kommuner, der bruges til datadeling og fælles trafikinformation, direkte fra eget vejforvaltningssystem. I dag er 55 af landets kommuner tilmeldt OTMAN. Trafikinformationen om de kommunale vejarbejder og arrangementer vises på Vejdirektoratets mobiloptimeret Trafikkort, trafikinfo.dk og stilles desuden til rådighed via Vejdirektoratets Nationale Access Punkt for data du.vd.dk.  
 
På vejman.dk årsmødet d. 12. oktober 2023 giver vi en kort introduktion til OTMAN og mulighederne for at udstille data om planlagte vejarbejder og arrangementer på trafikinfo.dk og via andre private aktører serviceudbydere, som f.eks. TomTom og Google. Vi vil have et særligt fokus på, hvordan vi samarbejder med disse andre aktører om trafikinformationsdata, så data kommer ud til trafikanterne i deres fortrukne navigationstjeneste.  
 
Kom også at få en snak med os om OTMAN på vores stand på årsmødet. Få vist hvordan man i vejman.dk angiver trafikinformationen og se eksempler på aktuelle trafikmeldinger på kommunale vejarbejder på trafikinfo.dk  
 

Invitation til orienteringsmøde - Ny lovgivning på ITS området og krav til kommuner

Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen inviterer til et orienteringsmøde vedrørende ny lovgivning på ITS området, og hvad det kommer til at betyde for vejinfrastrukturejere i Danmark. I hovedtræk handler det om, at vejinfrastrukturejere skal gøre en række data om vejene tilgængelige på ét nationalt adgangspunkt i hvert land.  
 
Det gælder data, der vedrører:
  • Vejinfrastruktur (f.eks. vejbredde, geometri, vejkryds, stedsangivelse af tankstationer, cykelstinet, fortov og parkeringspladser)
  • Reguleringer og begrænsninger (f.eks. begrænsninger for kørsel på broer eller i tunneller, samt placering af skilte herom)
  • Status på vejnettet (f.eks. vejlukninger og vejarbejder)
  • Tidstro anvendelse af vejnettet (f.eks. rejsetider, disponible lade- eller tankstandere, trafikmængder)   
Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet vil på møderne orientere om, hvordan vi tolker de nye krav, og hvornår disse krav vil blive gældende. Vi vil endvidere orientere om vores foreløbige overvejelser om, hvordan og i hvilket omfang Vejdirektoratet forventer at kunne bistå øvrige vejinfrastrukturejere i forhold til at implementere kravene.
Orienteringen sker virtuelt på to ens Teamsmøder:  
 
Onsdag d. 27. september kl. 12.00 - 13.00
Fredag den 29. september kl. 12.30 – 13.30 (dette møde optages og kan ses igen efterfølgende af alle)  
 
Indhold på møderne er:  
  1. Baggrund – hvad er ITS Direktivet og Retsakt A og B
  2. Hvornår og hvorfor skal data deles
  3. Hvad er kravene til deling af data
  4. Hvor og hvordan deler man data
  5. Indledende tanker om hvad kan Vejdirektoratet kan bistå med
Tilmelding sker ved at skrive til Janne Dahl.  Du modtager herefter en indkaldelse til begge møder, så du efterfølgende kan vælge, hvilket møde du vil deltage i.

Nyt fra Måleafdelingen

Bestil dine glatføremålinger nu
 
Årets målesæson lakker så småt mod enden, og enkelte af vores målekøretøjer er allerede kørt i garagen for i år. Men i modsætning til størstedelen af vores målinger, som udføres om sommeren, så skal vores termografiske målinger udføres om vinteren, når det er koldt og klart, så dem skal vi nu i gang med at gøre klar til. Her indsamler vi det nødvendige datagrundlag til beslutninger om de bedste placeringer af glatførestationer langs vejene. Korrekt placerede glatførestationer udgør et uundværligt element i den samlede indsats omkring glatførevarsling og -bekæmpelse. I den kommende vinter kører vi i Syddanmark (Fyn og den sydlige halvdel af Jylland), og derfor giver vi som vanligt rabat til kommuner i denne del af landet, som bestiller målinger til udførelse til vinter. Vi måler naturligvis også gerne for kommuner i resten af landet til normal pris.  
Åben garage 2024
 
Vinter er også sæson for opsamling og for forberedelse, og vi er allerede nu gået i gang med at forberede en ny omgang Åben Garage i Vejdirektoratet, som vi afholder tirsdag d. 23. april 2024 i Skanderborg og onsdag d. 24. april 2024 i Hedehusene (Fløng). Så noter gerne allerede de datoer i kalenderen. Nu her i løbet af efteråret 2023 kan du også møde os både på vejman.dk årsmødet d.12. oktober i Fredericia og på Vejforum d. 6.-7. december i Nyborg. Vi er begge steder klar til at fortælle meget mere om, hvad vi kan hjælpe med.

Tips og tricks til vejman.dk

Denne gang kigger vi på varianter af baggrundskort og baggrundslag  
 
Hvis man på ortofoto gerne vil havae optagetidspunktet med, er det muligt med samme service. Ikke alle ortofoto, er optaget på samme dato, inden for det samme år. 
 

Kurser

 
I september 2023 bliver der afholdt to kurser online på Teams i vejman.dk, heraf et i vejman.dk Basis og et kursus i vejman.dk Referencesystem.
 
Vejman.dk Basis henvender sig til nye brugere, hvor der bliver givet et generelt indblik i vejman.dk samt at anvende programmet og ajourføre data.
Vejman.dk Referencesystem for brugere som skal vedligeholde referencesystemet dvs. oprette og ajourføre vejnettet og de administrative data på disse.  
 
25. september 2023 kl.09.00 til 12.00 – Vejman.dk Basis
29. september 2023 kl.09.00 til 12.00 – Vejman.dk Referencesystem  
 
Derudover bliver der arbejdet på at afholde et kursus i Tværprofil-modulet senere på året.  
 
Læs mere op kurser på vejman.dk’s hjemmeside. Tilmelding sker ved at oprette en sag til supporten eller sende en mail til: vejman.dk@vd.dk, hvor du angiver dato og navn på kurset  
 
Derudover vil der blive afholdt en mindre session på vejman.dk årsmødet d. 12. oktober 2023, som primært er for NYE brugere af vejman.dk med opgaver og øvelser.
 
Sessionen vil vise vejman.dk’s grundlæggende funktionalitet og brugerflade inkl. søgning, lag og baggrundskort. Ligesom der vil være små basisøvelser på brugerens egen pc. Sessionen giver de nye brugere grundlæggende indblik i vejman.dk’s anvendelse, fremsøgning af konkrete oplysninger, samt ajourføring af data.  
 

Information
Som vejman.dk bruger kan du finde aktuel info, servicemeddelelser, nyheder, support m.m. på vejman.dk.
 
Henvendelse
Henvendelse kan ske via telefonnummer 72 44 3300 eller via denne blanket
Næste vejman.dk nyhedsbrev udkommer i december 2023. Giv gerne en kollega et tip om nyhedsbrevet.
 
vejman.dk tilbydes som en del af Vejdirektoratets indtægtsdækkede virksomhed, hvor vi også tilbyder produkter og rådgivningsydelser blandt andet inden for områderne: Trafiksikkerhed, Trafikinformation, Trafikregistrering, Vintertjeneste samt Måling & rådgivning inden for vej- og trafikdata.
 
  
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig. Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.
 
 
 
 
 
 
 
Afmeld