Vores entreprenør har som nævnt sat det meste af spunsen i tunneltraceet, men vi er stødt på store sten mange steder, som gør at det har været svært at få spunsen banket helt derned, hvor den skal være. Derfor når vi ikke at blive færdig med denne støjende aktivitet til udgangen af marts som tidligere lovet.
I forhold til spunsarbejdet er tunneltraceet inddelt i 10 arbejdsområder, og pt. er entreprenøren helt færdig med spunsarbejdet i arbejdsområde 1 – tættest ved Strandvænget - og arbejdsområde 7 og 9, som ligger i Nordhavn ved Baltikavej. Der er også god fremdrift i flere af de andre arbejdsområder, og område 2 bliver færdig i uge 10.
Heldigvis kommer vi fra april ikke til at støje dagen lang med banken og vibrering af spuns, som det har været hidtil. I stedet bliver det kortere intervaller i løbet af dagen, hvor entreprenøren udbedrer fejl og mangler og får bugt med de store sten, som forhindrer spunsen i at komme ned i korrekt dybde. Så altså en helt anden og lavere intensitet i de meget støjende aktiviteter.
Vi forventer at være helt i mål med at sætte spuns og opdriftsankre til tunnelen inden sommeren for alvor sætter ind.
Vi sætter to slags ankre - jordankre og opdriftsankre. De har den funktion at holde tunnelen på plads, der hvor den bliver anlagt, så den ikke stiger til vejrs, som en anden korkprop.
En anden arbejdsopgave er at fuge mellem spunsjernet og Københavnerkalken, så vi sikrer os, at der ikke er nogle utætheder, hvor vandet kan trænge ind. Fugeopgaven bliver også udført frem til sommer.
|