Webversion

God sommer

Selvom sommerferien står for døren vil vores entreprenør arbejde på højtryk hele sommeren med at få støbt bropillerne, montere brodækket og få lavet motortrafikvejen på Hornsherredsiden. I kan følge projektet via vores webcams eller tage en tur til udsigtsplatformen ved byggepladsen, hvorfra I kan se både det der foregår på fjorden og på byggepladsen helt tæt på.

Digesvaler yngler på Tørslev Hage

Omkring 20 fredede digesvaler har slået sig ned på Tørslev Hage. Her har de dannet en koloni og yngler i en af projektets sandskråninger.  
 
Digesvalen, en lille fugl på cirka 12 cm, er en trækgæst, der kun befinder sig på vores breddegrader i sommerhalvåret.  
 
Skråningen, hvor digesvalerne har bosat sig, er blevet hegnet ind, så de kan yngle i fred og ro, mens lastbiler, dumpere og andre køretøjer fortsætter med at køre forbi i penduldrift.
Læs mere her...
 

Den sidste pæl er støbt

 En stor milepæl er nået. I weekenden den 9. – 10. juni blev den sidste pæl udaf i alt 52 pæle støbt i Roskilde Fjord. De skal sikre et stabilt og stærkt fundament til selve broen.
 
Arbejdet med pælefundering gik i gang i september 2017 og er nu afsluttet.
 

Markfirben stortrives

Der er blevet fulgt op på en af de naturbeskyttende indsatser på projektet, og det viser sig, at markfirbenene har det godt – faktisk stortrives de på Tørslev Hage.  
 
I samarbejde med konsulentfirmaet Amphi Consult blev der tilbage i 2015 etableret særlige markfirbensbiotoper nord og syd for Fjordforbindelsen for at passe på områdets bestand af markfirben. Der blev indfanget markfirben, som ynglede i fangenskab og udsat på de nye levesteder.  
 
Nu har Amphi Consult været ude og følge op på indsatsen. Og det har vist, at markfirbenene har det godt – faktisk er der flere dyr end forventet.

Info-centeret på Østersvej går på sommerferie

Efter et travlt halvår med mange skoleforløb, besøg fra diverse foreninger og virksomheder og en masse folk, der bare gerne vil følge med i byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro, holder vores informationscenter på Østersvej 4 lukket hele juli måned.  
 
Vi åbner igen torsdag den 2. august.

Broen ved Tørslevvej er snart færdig

I starten af juli er broen, der skal føre Tørslevvej over den kommende motortrafikvej helt færdig og trafikken lægges om og over på den nye bro.
Afmeld