De selvkørende biler er på vej. Og for at deres introduktion på vejnettet skal kunne lade sig gøre, skal vejene være indrettet, så de selvkørende - eller delvist selvkørende - biler kan navigere på dem.
Derfor gennemfører Vejdirektoratet løbende undersøgelser og analyser af, hvordan de danske statsveje bedst muligt kan blive klar til den første generation af delvist selvkørende biler, der er udstyret med den nyeste teknologi.
For nylig har Vejdirektoratet i samarbejde med bl.a. Danske Bilimportører testet, om de automatiserede teknologier i bilerne også kan holde deres vejbane på motorvejene om natten og i regnvejr.
”Vores test viser, at der er en stor forskel på bilernes evne til at læse striberne i vådt føre. Men den viser også, at der allerede i dag findes teknologier, der kunne læse 100 % af striberne, selv om vejene var våde,” siger afdelingsleder Andreas Egense, der er Vejdirektoratets ekspert i selvkørende biler.
|