Webversion
Vejdirektoratet

Motorvejstrafikken stiger - og mest i Hovedstadsområdet

De store indfaldsveje til København oplever markant trafikvækst for tiden. 

Over hele landet fortsætter trafikken på motorvejene med at vokse, og lige for tiden er væksten kraftigst på de store veje omkring København. Det viser Vejdirektoratets målinger af trafikken i første del af 2018.


Udvalgte målinger på fire af Hovedstadsområdets største indfaldsveje – nemlig Amagermotorvejen, Køge Bugt Motorvejen, Motorring 3 og Helsingørmotorvejen – viser, at trafikken steg på disse veje med 3,8 % til 4,7 % i årets første otte måneder. Til sammenligning ligger landsgennemsnittet for væksten på alle motorveje på 3,1 %.

Årsagen til den større motorvejstrafik skal blandt andet findes i den generelle trafikvækst herhjemme. Derudover har en række motorvejsudvidelser også fået bilisterne til at ændre kørevaner.

”Vi står i en tid med økonomisk fremgang, stigende beskæftigelse, øget privatforbrug og en voksende bilpark. Disse faktorer slår også igennem på vejene i form af en markant trafikvækst på motorvejsnettet,” siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet. ”Og lige for tiden er det altså i Hovedstadsområdet, at tingene går rigtig stærkt.”

Vejdirektoratets trafikprognoser viser, at trængslen på de hjemlige motorveje vil fortsætte med at stige i de kommende år.
 

Populær højre bane

 
I løbet af oktober er hver sjette danske bilist kommet hurtigere frem på udvalgte motorvejsstrækninger i landet, fordi flere holder til højre, når der er plads.
 

Militærbro i Ribe

 
Forsvaret vil hjælpe Vejdirektoratet med en midlertidig bro over Ribe Å, mens den nye, permanente klapbro over åen bliver bygget.
 
Afmeld