Webversion
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet
Nyt fra Vejdirektoratet

Hvor svært kan det være at bygge en motorvej?

Nu kan du få et solidt indblik i, hvordan Holstebromotorvejen bliver til. Vejdirektoratet har nemlig slået dørene op til et 200 kvadratmeter stort informationscenter om motorvejsbyggeriet. 
 
Hvordan bygger man en motorvejsbro? Hvad gør Vejdirektoratet for at tage hensyn til dyr og natur? Hvor kan du komme til og fra den nye motorvej mellem Holstebro og Herning? Alle tre spørgsmål og mange, mange flere kan alle motorvejsinteresserede nu få svar på ved at besøge informationscenteret i Nupark uden for Holstebro.           

Vejdirektoratet er netop nu i gang med at bygge 39 kilometer motorvej mellem Herning og Holstebro og forlænger ringvejen nord for Holstebro. Dermed får alle trafikanter en hurtig og mere sikker køretur mellem Herning og Holstebro.    

Informationscenteret er primært henvendt til folkeskolens ældste klasser, men alle kan få noget ud af et besøg, fortæller projektleder i Vejdirektoratet, Janie Winther Ipsen:

”Vi håber, at alle vil tage godt imod informationscenteret. Vi er sikre på, at rigtig mange, voksne som børn, vil blive fascinerede og måske også overraskede over, hvor mange facetter et stort motorvejsprojekt faktisk består af.”     

Derudover kan du også følge med i byggeriet i en ny tv-serie på TV Midt-Vest. Det første afsnit kan du se her.
Læs mere om infocenteret her

Pas på i trafikken som fodgænger

Der er en rigtig god idé at passe på sig selv i trafikken, når man er til fods. Hver sjette dræbte i trafikken er fodgænger, viser en ny rapport fra Vejdirektoratet.
Danskerne bruger 16 % af deres tid i trafikken som fodgængere.  Og modsat mange andre trafikanter har man ingen form for beskyttelse, som kan afbøde skader. 

Det er altid vigtigt at orientere sig, inden man træder ud på vejen. Der gælder ikke mindst, når du er på vej hjem efter en glad aften, eller når du på en eller anden måde er svækket. For op mod halvdelen af dræbte i fodgængerulykker har opført sig uforudsigeligt i trafikken, og det har medvirket til ulykken. 

Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet ’Ulykker med dræbte fodgængere’, som bygger på 138 ulykker, hvor i alt 141 fodgængere er blevet dræbt i trafikken i Danmark i årene 2010-2013.

”Der kan for eksempel ske det, at fodgængerne ikke orienterer sig, før de krydser vejen, at de går over for rødt, eller at de går i den forkerte vejside," siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.

”Og det gør ikke tingene bedre, hvis man samtidig er beruset, for så er der større sandsynlighed for, at man pludseligt befinder sig midt på vejen, og så kan det være svært for bilisten at nå at reagere i tide,” fortsætter hun.

 Du kan følge Marianne Steffensen på Twitter: @MarianneSteff 

Hent rapporten her.

Læs mere om, hvordan du bedre kan passe på i trafikken

Tag trafik-overblik med i lommen

Nu er det blevet nemmere at komme til og fra arbejde i hovedstadsområdet. Vejdirektoratets og Københavns Kommunes nye informationstjeneste ”Trafikken Hovedstaden” giver trafikanterne et samlet overblik på ny app og Twitter.
 
Somme tider kræver det lidt ekstra tålmodighed at skulle igennem trafikken i hovedstadsområdet. For at hjælpe de 250.000 daglige pendlere har Vejdirektoratet og Københavns Kommune lanceret Trafikken Hovedstaden, som giver et samlet overblik over trafikken i hovedstadsområdet.
 
Trafikken Hovedstaden består indtil videre af en app og en Twitter-profil. Den kommer både bilister, cyklister og rejsende med den kollektive transport til gode med informationer om alt fra glatte veje og cykelstier, sorte lyskryds, opstart af vejarbejder og ændringer på bus- og tognettet.
 
Det skal hjælpe pendlere, der skal til og fra København, til at beslutte, om transporten i dag skal foregå med bus, tog eller bil - og om det giver mening at vælge en alternativ rute på dagen.

”Vi har fået en ny mulighed for at skabe bedre fremkommelighed for de mennesker, der dagligt pendler til og fra arbejde i Hovedstadsområdet. Når man som pendler samme sted kan få overblik over, hvordan det står til med trafikken for både biler, kollektiv transport og cykler, så giver det langt bedre mulighed for at ændre sit valg efter dagens trafikale situation,” siger Stine Bendsen, afdelingsleder i Vejdirektoratet. 
 
Du kan følge Stine Bendsen på Twitter: @StineSBD
 
Hent app'en her, og følg Trafikken Hovedstaden på Twitter: @trafikhovedstad 
Læs mere om app' en og Twitter-profilen her

Delvist selvkørende lastbiler kørte gennem Danmark

Nu har de delvist selvkørende lastbiler kørt igennem Danmark for første gang. Den 320 km lange køretur fra København til Padborg blev gennemført den 30. marts i den såkaldte platoon, hvor tre lastbiler kørte meget tæt og holdte afstanden til hinanden automatisk. 
 
Selvkørende teknologier er ved at gøre deres indtog. De kan give bedre udnyttelse af kapacitet på vejene og gøre transportbranchen mere effektiv og miljørigtig. Derfor har Vejdirektoratet stået i spidsen for dette projekt og koordineret på tværs af de danske myndigheder og med brancheorganisationer og producenter, for at eventen kunne blive en realitet på de danske veje.

”Jeg er glad for, at det er lykkedes at gennemføre ruten uden at møde bump på vejen. Det har været en god mulighed for os at høste nogle nyttige erfaringer med selvkørende teknologi og bidrage til, at den kan blive fremmet,” siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Danmark var med sin rute en central del af det hollandske EU-formandskabs platooning-event, hvor i alt to platoons af hver tre delvist automatiserede lastbiler i disse dage kører gennem fem lande.

”Det er vigtigt, at Danmark er med. Vi skal vise, at vi kan understøtte nye teknologier, som kan sikre en billigere, mere effektiv og miljørigtig transport på vejnettet. Det er godt for både branchen, forbrugerne og samfundet,” forklarer Andreas Egense.
 
Du kan følge Andreas Egense på Twitter: @Andreas_Egense
Se filmen fra platoonkørslen fra helikopterperspektivet
 Del på Twitter Del på LinkedIn
 
 
 
 
 
 
Afmeld