Webversion
 
 
 
 
 
     Projekt Marselistunnelen

Geotekniske forundersøgelser går i gang

Efter påske vil trafikanter på Marselis Boulevard få en smagsprøve på det som venter, når Vejdirektoratet skal bygge Marselistunnelen. Arbejdet med at foretage geotekniske undersøgelser går i gang, og det betyder midlertidige spærringer af vejbaner og cykelstier på strækningen.
 
Forud for selve tunnelbyggeriet skal undergrunden undersøges grundigt, så man ved hvilke forhold, der skal bygges under. De geotekniske undersøgelser, fastslår nemlig jordens egenskaber.
 
Vores entreprenør starter i midten af april og arbejdet vil stå på til december.
 
Undersøgelserne foregår med store køretøjer, såkaldte borerigge, der har et langt bor påmonteret, der vil bore huller i undergrunden omkring Marselis Boulevard. Boreriggene er store og fylder en del. Derfor bliver Vejdirektoratet nødt til at indskrænke trafikanternes plads.
 
Der kommer forskellige midlertidige spærringer af vognbaner og cykelstier i undersøgelsesperioden.
 
Læs mere om, hvad der kommer til at foregå og generne ved arbejdet.

Mange ledninger og kabler under Marselis Boulevard skal flytte

Der er mange ledninger og kabler under Marselis Boulevard, og mange af dem skal flyttes inden Vejdirektoratet for alvor kan komme i gang med at bygge tunnelen. De mange ledningsejere er i fuld gang med at planlægge deres ledningsomlægninger.
 
Vejdirektoratet forventer, at en del ledningsejere går i gang med det arbejde i år. Det vil også give anledning til, det der minder om vejarbejder på Marselis Boulevard, og dermed give trafikale gener.

Markedsdialog med entreprenører er i fuld gang

I starten af februar inviterede Vejdirektoratet branchen til dialog om anlæg af tunnelen i Aarhus. Otte entreprenører besvarede Vejdirektoratets spørgeskema, og i øjeblikket afholder vi møder med en række entreprenører.
 
De møder skal være med til at skærpe projektet, gøre os som bygherre opmærksomme på udfordringer og forhåbentlig kommer nye perspektiver og ideer på bordet, der kan komme med i den videre planlægning.  
 
Det er en form for tryktest af vores projekt, inden vi laver udbudsmaterialet for projektet.

Det sker de kommende måneder

Langt det meste af arbejdet er fortsat bag et skrivebord med optimering af projektet, forberedelse af udbudsmateriale og koordinering med andre projekter i Aarhus.
 
I maj inviterer vi fællesråd, grundejerforeninger og andre boligforeninger langs Marselis Boulevard til møde om det fremtidige samarbejde, og til en dialog om hvordan vi bedst organiserer det.
 
I juni inviterer vi til informationsmøde om støjvolden i Stavtrup.
 
De konkrete datoer og invitationer kommer ud i løbet af april.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld