Webversion
 
 
 
 
 
     Projekt Nordhavnstunnel

Genåbning af Kalkbrænderiløbet forsinket

Arbejdet med anlæg af Nordhavnstunnelen i Kalkbrænderiløbet er forsinket, og det er blevet yderligere forsinket af de seneste ugers hårde vintervejr.
 
Vores seneste udmelding var en genåbning af sejlrenden den 1. april, og den forsinkelse blev vendt på et møde i havneforum den 4. februar. Datoen for genåbning af sejlrenden skønnes nu til at blive udskudt med op til 3 uger, og det vil fortsat være en åbning af Kalkbrænderiløbet i reduceret bredde.
 
Vi er klar over, at forsinkelsen har negative konsekvenser for alle brugerne af havnen både i forhold til, at I ikke kan komme ud og sejle eller få jeres både i vandet.  Vi beklager, at vi endnu en gang må melde en forsinkelse ud til jer.
 

Kong Vinter har i den grad meldt sin ankomst

Byggepladsen er dækket i hvidt og der er is på vandet. Smukt ser det ud, men det er udfordrende både for produktionen og sikkerheden på byggepladsen i Nordhavn.
 
Vores folk kæmper med at holde byggepladsen og byggegruben sikker at færdes på – der bliver ryddet sne, saltet så det er til at komme sikkert rundt og der er lagt røde måtter ud flere steder, så der er sikre veje at gå på for dem, der færdes på byggepladsen. Ligeledes er der indført flere korte pauser for dem, der arbejder ude på pladsen, så kollegaerne lige kommer ind og kan varme sig.
 
Den megen sne og den kraftige vind har også udfordret fremdriften på projektet – blandt andet kunne vores entreprenør ikke bruge de store kraner på de meget blæsende dage. Og det hele har bare gået lidt langsommere de seneste 14 dage fordi der er kommet et par ekstra arbejdsprocesser ind med vinterbekæmpelse for at være sikker på, at det hele fortsat kan ske på en sikker måde for alle.
 
Her er flotte vinterfotos fra byggepladsen.
Byggegruben på Østerbrosiden.
Byggepladsen i Kalkbrænderiløbet.
Byggegruben i Nordhavn.

Underentreprenør Hølscher Jensens har vundet en grundvandspris

Hölscher Jensen fik prisen for Årets Grundvandssænkningsprojekt 2025 for deres arbejde på Nordhavnstunnel-projektet – Danmarks største grundvandsænkningsprojekt. 
 
Prisen blev uddelt af The Dewatering Institute – en international organisation der samler eksperter og virksomheder der arbejder med afvanding over hele verden, og Hölscher Jensen blev valgt blandt mange store og internationale projekter.
 
Begrundelsen for valget af grundvandssænkningsprojektet på Nordhavnstunnelen var blandt andet: Projektets tilgang med at begrænse geoteknisk og miljømæssig usikkerhed i hver af de mange byggefase har skabt et usædvanligt storstilet afvandingsprojekt i et tæt by-marint miljø, der kræver disciplineret hydraulisk styring for at lykkes. 
 
Du kan læse mere om prisen her.

HOFOR er gået i gang med byggeriet af Svanemøllen Skybrudstunnel

I første omgang står den på etablering af en byggeplads på Fiskerihavnen i Nordhavn. Snart skal der laves landindvinding ud for molehovedet på Fiskerihavnen for senere at kunne grave ud til en tunnelskakt 35 meter under havoverfladen.
 
I forbindelse med landindvindingen, som er midlertidig, skal der sættes mange meter spunsvægge. Det arbejde vil støjende, og det går i gang i løbet af marts måned.
 
HOFOR holder nabomøde tirsdag den 17. marts 2026 på Kattegatvej 81, 2150 Nordhavn, kl. 14.00-15.30. Læs mere
 

Projektet set fra luften

I december havde vi en luftfotograf på vingerne, og der er blevet taget flotte fotos af projektet. De kan ses her.

Folkene på byggepladsen

Vi fortsætter i 2026 med at give et indblik i, hvem der arbejder på den anden side af byggepladshegnet på projekt Nordhavnstunnel. I denne måned kan du få indblik i en gæv nordjydes hverdag i København:
 
Mød Per, der er Vandbyg Supervisor for vores entreprenør. Han er ansvarlig for det arbejde der foregår i vandet. Per er nordjyde - født i Frederikshavn og uddannet på Frederikshavns Skibsværft som stålskibsbygger.
 
Det var ved et tilfælde at Per kom ind i MT Højgaard Vandbyg. Firmaet manglede en sikker hånd og det store overblik i Qatar i 2009, hvor MT Højgaard på det tidspunkt havde en afdeling som blandt andet stod for at bygge køling til en turbine
 
Per tog ned på en uges research og fik dannet sig et overblik over opgaven. Kort tid efter flyttede han - med kone og to døtre - til Qatar, hvor han sammen med sine medarbejdere fik styr på sagerne. Det endte så godt, at han efter 2 års arbejde kunne afslutte opgaven og herefter gik turen videre til Vietnam for at løse endnu en kompliceret opgave.
 
Per har ikke kun arbejdet under eksotiske himmelstrøg. Han har arbejdet på broer i det meste af norden, blandt andet Hadanger Broen. Men uanset hvor han arbejder henne, så er det aldrig et 9-16 arbejde.
 
Nordhavn – Nordjylland tur-retur
På Nordhavnstunnelen arbejder han i og omkring Kalkbrænderiløbet - altså det område der ligger i vandet - fra mandag morgen til torsdag eftermiddag. Så vender han snuden mod Aalborg, hvor han bor. Her har han så kvalitetstid med familien frem til søndag, hvor turen går mod Nordhavn igen.
 
“Jeg bliver aldrig træt af mit arbejde. Jeg indgår i nye konstellationer med folk fra forskellige lande, og det handler altid om at spille hinanden gode i teamet. Jeg har lært, at der skal meget til at vælte mig”, og fortsætter, “på hjemmefronten fungerer det også meget fint, at vi er lidt væk fra hinanden i hverdagen, for når vi så er sammen, så er vi virkelig sammen og det er rart”.
 
Og hans måde at arbejde på er da også gået i blodet på en af hans døtre. Anne på 26 år er produktionsleder i MT Højgaard Vandbyg. Lige for tiden er hun på udvidelsen af Aarhus Havn. Så hvis farmand bliver sendt til Aarhus, så bliver det med Anne som chef. Og det kan IKKE afskrække Per, for som han siger: “Jeg har jo haft hende som teenager”.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld