|
Kære alle
Jeg vil begynde med den – måske lidt halvgamle men stadig – rigtig gode nyhed: Vi har åbnet for tre spor i hver retning på den første halvdel af motorvejsudbygningen omkring Aarhus – et helt år tidligere end planlagt! Det er en stor milepæl, og det giver lidt ekstra medvind ind i 2026.
Ro på firkløveren, Genvejen og Torshøjvej
Der er uden tvivl trafikanter, der har bandet over vejarbejdet i Motorvejskryds Aarhus Vest i løbet af sommeren – og det er forståeligt.
Men arbejdet i krydset er nu afsluttet, og der er igen mere ro og bedre plads på de mange sløjfer og ramper. Tak for tålmodigheden i en krævende periode.
Det samme gælder for arbejdet omkring Genvejen, og så er ombygningen og udvidelsen ved Torshøjvej også færdig.
I samarbejde med Aarhus Kommune har vi skabt bedre forhold for både biler, cyklister og øvrige bløde trafikanter på Torshøjvej.
Et markant ladeboost til elbilister
Fremdrift på den sidste del af strækningen
Vi arbejder videre mod nord, hvor Viborgvej er under udvidelse henover E45. Vejen får en markant opgradering og forventes færdig til sommer.
Samtidig skrider det fremad med de to nye passager under motorvejen: Stien og tunnelen ved True Skov samt den nye faunapassage ved Bukbæk Sø, som skal sikre, at dyr kan komme sikkert under motorvejen. Arbejdet kan give trafikale gener i det nye år.
Længst mod nord fortsætter vi med de mange nye ramper, broer, cykelstier og den kommende samkørselsplads ved Motorvejskryds Aarhus Nord. Det er et komplekst område, men fremdriften er god, og løsningerne begynder at tage form.
Den sidste del af motorvejsudvidelsen mellem Motorvejskryds Aarhus Vest og Motorvejskryds Aarhus Nord forventes at blive afsluttet i efteråret 2026.
I løbet af foråret begynder vi at opsætte støjskærme ved Hørning. I alt skal der opsættes godt 7 kilometer støjskærm frem mod sommeren 2027.
Opsætning af støjskærmen ved Hørning vil skabe nogle trafikale konsekvenser i nordgående retning mellem Skanderborg N og Motorvejskryds Aarhus Syd. Vi sender mere information ud senere.
Endnu en gang tak for et godt år – og for al jeres tålmodighed. Vi holder fast i den gode fremdrift her i 2026.
Glædelig bag-jul og godt nytår.
Med venlig hilsen
Robin Højen Madsen
Projektchef
|