Vi fortsætter med at give et indblik i, hvem der arbejder på den anden side af byggepladshegnet. Lige nu arbejder der omkring 250 personer på byggeplads, og 20 forskellige nationaliteter er repræsenteret. Og vores femte portræt i rækken er af Giulia.
Mød Giulia, som er senior arbejdsmiljøkonsulent i Vejdirektoratet. Giulia er født og opvokset i Napoli og flyttede til Danmark i 2013, da hun blev ansat som arbejdsmiljøkonsulent på Cityringen. Siden 2022 har hun arbejdet på Nordhavnstunnelen.
På Nordhavnstunnelen er hun vores forlængede arm ude på byggepladsen. Her arbejder hun tæt sammen med entreprenørens arbejdsmiljøteam. Giulia laver sikkerhedsrunderinger på pladsen, hvor hun sikrer sig at alle regler bliver overholdt og alle sikkerhedsforanstaltninger bliver benyttet. Hun står for sikkerhedsintroduktioner til nye medarbejdere og gennemlæser alle arbejdsmiljødokumenter, der kommer fra entreprenøren.
Giulia er uddannet civilingeniør med speciale i geotekniske forhold og er en rutineret arbejdsmiljøkonsulent. Hun har udover Cityringen arbejdet på Metrolinjen M4 til Sydhavnen, udvidelsen af Novo Nordisk i Bagsværd, Bispebjerg Hospital, Femernforbindelsen og Storstrømsbroen. Det at være med til at sørge for, at folk går sikkert på arbejde og går hjem igen uden skader, betyder alt for Giulia.
På Cityringen mødte hun sin mand, som er anlægsingeniør. De har arbejdet på flere store anlægsprojekter sammen i Danmark – i hver deres faglige position.
Når Giulia ikke sørger for sikkerhed på byggepladsen, er hun sammen med sin mand og to børn på hhv. 5 og 8 år. Giulia er meget glad for at bo og arbejde i Danmark. Hun synes, at balancen mellem arbejde og fritid er god, hendes børn trives og så er hun meget glad for sit arbejde. Det sværeste ved at være i Danmark er sproget … hun forstår det meste, hun læser og skriver dansk, men udtalen driller! Den er virkelig svær. Og så savner hun det gode napolitanske vejr, og selvfølgelig familie, venner og den italienske mad. Heldigvis sender hendes søde mor pakker til hende. Pakkerne er fyldt med olivenolie, pasta, kaffe og kager, så hun altid har smagen af Napoli, selv på en grå og regnfuld dansk dag.
|