Se nyhedsbrevet i browser

Elcykler konkurrerer med biler

Den er mere end blot et alternativ til den normale cykel. Elcyklens største konkurrent er i virkeligheden bilen. Det sætter vi fokus på i det seneste nyhedsbrev fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
 
I første omgang med en henvisning til en ny forskningsartikel, som har samlet viden fra 10 studier af elcykler i Nordeuropa.
 
”Elcykler kan erstatte alle former for transport, men det synes at være brugen af bil, som elcykler især påvirker,” skriver forfatterne til artiklen, som er publiceret i tidsskriftet Transport Reviews. Klik på linket for at læse et uddrag fra artiklen.

En gordisk knude

Speed pedelec
Og det er da netop også elcyklens trængselsreducerende potentiale, der ligger til grund for den nuværende forsøgsordning med speed pedelecs i Danmark. Det er beskrevet i den seneste evaluering af forsøgsordningen, som Færdselsstyrelsen netop har publiceret på sin hjemmeside.
 
Med en højere tophastighed end elcykler er speed pedelecs velegnede til pendling over længere distancer, hvilket allerede blev slået fast i Færdselsstyrelsens første evaluering af forsøgsordningerne for små motoriserede køretøjer i 2019.
 
”Speed pedelecs vurderes at være det køretøj, der oftest erstatter en tur i bil, og det køretøj, der har det største klimamæssige potentiale, da de i højere grad anvendes over længere distancer og vurderes at have et betydelig mindre klimaaftryk end biler”.
 
Til gengæld er det endnu usikkert, i hvor høj grad speed pedelecs bliver anvendt ude på cykelstierne. Ved udarbejdelsen af den seneste evaluering har de været lovlige at anvende på lige fod med cykler i fem og et halvt år, men udbredelsen af speed pedelecs synes stadig at være ”yderst begrænset”.
 
Færdselsstyrelsen omtaler det som en ”gordisk knude”, at den midlertidige lovgivning resulterer i en yderst begrænset udbredelse, som så medfører, ”at der aldrig opnås et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne foretage en grundig evaluering af de færdselssikkerhedsmæssigeaspekter”.
 
Det har ifølge Færdselsstyrelsen den konsekvens, at det potentiale, der ifølge styrelsen er for at forbedre klima og folkesundhed ved at øge anvendelsen af speed pedelecs, ikke bliver indløst.

Delecykler til flere

Delecykel
Hvis man tøver med at anskaffe sin egen elcykel eller speed pedelec, er det måske en delecykel, der er brug for. I Region Midtjylland har der ifølge regionen været stor interesse for at få adgang til el-delecykler.
 
Derfor åbner Region Midtjylland igen op for ansøgninger til sit elcykelprojekt ”Delecyklen”. I det første år søgte 65 landsbyer, og 27 kom med i projektet. Og nu får flere og større landsbyer altså også mulighed for at få stillet gratis dele-elcykler til rådighed.
 
Denne gang kan landsbyer med op til 5.000 indbyggere ansøge om at deltage i ordningen, som varer i et halvt år. Region Midtjylland har 50-60 cykler til rådighed, lyder det fra Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
 
Også her er sigtet at sikre et alternativ til bilen. Målet er nemlig, at elcykler og el-ladcykler ikke blot på sigt kan bidrage til at afhjælpe problemer med lange afstande til busstoppesteder og andre knudepunkter for offentlig transport, men også være en hjælp til de familier, der i nogle områder er afhængige af flere biler på grund af begrænset offentlig transport.
 
Er du interesseret i mere viden om udlån af elcykler, så læs evt. Gate 21’s guide, som er tilgængelig på cykelviden.dk.

Konference om delemobilitet

Apropos delemobilitet, så inviterer Rudersdal Kommune og Region Hovedstaden alle interesserede til en halvdagskonference den 2. april, hvor de vil rette opmærksomheden på, hvordan delemobilitet kan skabe værdi og styrke bæredygtig transport uden for de store byer.
 
I forbindelse med konferencen lancerer Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme sammen med Movia et nystartet nationalt netværk for delecykler og delemobilitet, med fokus på de områder hvor en kommerciel udbyder ikke kommer af sig selv.
 
Delecykler kan være afgørende for at udbrede cykling i alle dele af landet og styrke kombinationsrejser med cykel og kollektiv transport. Men i områder, hvor der ikke er en oplagt forretningsmodel, som kan tiltrække kommercielle udbydere, er der brug for at gå andre veje.  
 
Derfor ønsker videnscentret og Movia at samle en række af de aktører, der arbejder med området, i et netværk, hvor de kan dele viden, erfaringer og udfordringer.
Læs mere om konferencen
Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme
En del af Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Telefon 7244 3333