Se dette nyhedsbrev i en browser

Ny rapport viser vejen til mere tryghed på cyklen

  
Kommunikation om cykling og trafiksikkerhed har stor betydning for danske cyklisters oplevelse af utryghed. Derfor bør medier og andre aktører være opmærksomme på, hvordan de kommunikerer om cykling, lyder en af anbefalingerne i en ny rapport fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
 
 
Danmark er berømt for sin stærke cykelkultur og for at være et af de lande, hvor det er sikrest at begive sig ud i trafikken.
 
Alligevel får historier om trafikulykker med cyklister gerne lov til at fylde en stor del af historierne om cykling i danske medier.
 
Dermed er der en risiko for, at nogle cyklister helt stiger af cyklen, fordi det billede, der tegnes af trafiksikkerheden, gør dem utrygge. Det viser en ny rapport fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.

Vær opmærksom på kommunikation om ulykker

Den nye rapport, der udkommer i dag, sætter fokus på, hvad der kan gøre cyklister utrygge i trafikken, og pilen peger bl.a. på medier og andre aktørers kommunikation om cykling og faren ved det at cykle.
 
Ved i højere grad at være bevidste om, hvilke ord og kommunikationsformer der har en tendens til at vække ubehag og utryghed hos cyklister, kan aktørerne undgå at bidrage unødigt til cyklisters utryghed, lyder det i rapporten.
 
Et mere retvisende billede af både de negative og positive aspekter ved cykling kræver f.eks., at negative historier vælges med omtanke, og at de gode historier får mere vægt. Et større fokus på de positive aspekter af cykling kan være med til at skabe en mere positiv fortælling og oplevelse af cykling, som det fremgår af den nye rapport.

Kom til webinar om den nye rapport

 
I forbindelse med udgivelsen af den nye rapport afholder Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme et webinar, hvor videnscentret sammen med Cowi vil fortælle om undersøgelsen af cyklisters utryghed og svare på spørgsmål. 
 
Her kan du blive klogere på, hvordan utryghed opstår, tager form og udvikler sig hos cyklister og høre mere om, hvad og hvem der er med til at præge vores fælles forestillinger om cykling, trafik, trafiksikkerhed og utryghed i Danmark. 

Program

 
Webinaret afholdes tirsdag den 4. februar fra kl. 10.00 til 11.15.
 
Den nye undersøgelse af utryghed viser, at kampagner faktisk kan være effektive - uden nødvendigvis at skabe utryghed.
 
Et eksempel på en kampagne, der ikke bidrager unødigt til at øge cyklisters utryghed, ved f.eks. at slå på faren ved det at cykle, er Rådet for Sikker Trafiks kampagne “Hjelm har alle dage været en god ide”.
 
Kampagnen, som foregår i vikingetiden og har vikingehøvdingen Svend i hovedrollen, minder cyklister om det fornuftige ved at benytte cykelhjelm uden nødvendigvis at fokusere på det potentielt farlige ved ikke at gøre det. Kampagnen har uden at skræmme vist sig at være effektiv.
 
Endelig bør data om trafikulykker, dødsulykker og trafiksikkerhed sættes i perspektiv, så cyklister har bedre forudsætninger for at forstå de tal og statistikker, der henvises til i den offentlige debat.
 
Cyklisternes utryghed er ikke konstant
 
En anden central pointe i den nye rapport er, at cyklister ikke kun er trygge eller utrygge. Faktisk er utrygheden et delelement af cykelturen, der opstår i ryk eller konkrete situationer.
 
Derfor kan det også være misvisende at tale om, at ’xx % af danskerne er utrygge på cykel i trafikken’ eller at spørge til tryghed eller utryghed uden nuancer eller forklaring i spørgeskemaer, da det hurtigt kan føre til en simplificeret konklusion.
 
Undersøgelsen af cyklisters utryghed er gennemført af COWI for Det Nationale Center for Cykelfremme. Med særligt fokus på deres kommunikation om cykling har COWI foretaget kortlægningen af de danske mediers formidling om cykling og interviewet en række aktører, der beskæftiger sig med f.eks. cykelfremme.
 
Derudover har COWI gennemført en antropologisk undersøgelse af utryghed som cyklist baseret på samtaler med ca. 100 cyklister i Aalborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Frederikssund Kommune, Haderslev Kommune, Københavns Kommune og Vejle Kommune.
 
Hele rapporten kan læses på Det Nationale Videnscenter for Cykelfremmes hjemmeside. Her er der desuden offentliggjort en opsummerende udgave af rapportens konklusioner og anbefalinger.
 

Tilmelding til videnscentrets nyhedsbrev sikrer, at du er opdateret på ny viden, udgivelser og webinarer hos videnscentret. Vi håber derfor, at du som abonnent på nyhedsbrevet vil hjælpe med at udbrede kendskabet til vores nyhedsbrev i dit netværk, hvor der måske er endnu flere, som kunne være interesseret i at tilmelde sig nyhedsbrevet. Tilmelding til nyhedsbrevet er på forsiden af cykelviden.dk.
 
Frameld dig dette nyhedsbrev