|
Kære læser,
Børnefamilierne kan få mere kvalitetstid sammen, og trængslen på vejene kan reduceres.
Det er nogle fordelene ved at vælge el-ladcyklen frem for bilen, lyder det i en ny undersøgelse fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
Generelt set har el-ladcyklen potentiale som alternativ til bil for børnefamilier - og det gælder i hele landet. I rapporten, som udkommer i dag, fremhæves det også, hvordan aktører, der arbejder med cykelfremme, kan understøtte udbredelsen af el-ladcykler med både infrastrukturelle tiltag og kommunikation.
Kom til webinar om el-ladcykler
Hvis du gerne vil høre mere om den seneste rapport og erfaringerne med el-ladcykler, vil vi anbefale dig at tilmelde dig vores webinar den 20. november kl. 13 til 14.30, hvor vi vil præsentere resultaterne fra undersøgelsen. Her kan du samtidig høre nærmere om, hvad Region Midtjylland gør for at give landsbyer mulighed for at afprøve el-ladcykler som et alternativ til bilen.
På webinaret vil Christine Krushave Larsen, som er udviklingskonsulent hos Region Midtjylland, fortælle om projektet, som ikke kun har til formål at fremme bæredygtig transport, men også at undersøge, om det at dele elcykler kan styrke fællesskabet i landsbyerne. Så sæt endelig kryds i kalenderen.
Børnefamilier i fokus
Rapporten 'El-ladcyklers potentiale blandt børnefamilier' er udarbejdet for Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme af konsulentbureauet Pigment, som har foretaget en kvalitativ undersøgelse af el-ladcyklens potentiale blandt børnefamilier. Netop børnefamilier er identificeret som primær målgruppe for undersøgelsen, da børnefamilier ofte kan have behov for at transportere flere personer og mere gods, end hvad der er praktisk muligt med en tohjulet cykel.
For at undersøge potentialet er der indhentet erfaringer fra 12 børnefamilier, der benytter el-ladcykler enten dagligt eller ugentligt. Størstedelen har også adgang til bil, og dermed har det været muligt at få indsigt i valget mellem de to transportmidler i hverdagen.
Der er også indhentet erfaringer fra 13 bilfamilier, der som navnet antyder er kendetegnet ved, at de anvender bilen, enten dagligt eller ugentligt. Familierne har ikke adgang til en ladcykel, men er til gengæld heller ikke afvisende over for at anskaffe sig en el-ladcykel.
|