Webversion
 
 
 
 
 
     Projekt Nordhavnstunnel
Efter en helt fantastisk solrig september nærmer vi os nu efteråret og den mørke tid. Det betyder mere lys på pladsen. Der vil i perioder blive arbejdet sent aften eller om natten, og her vil der selvfølgelig være behov for lys på byggepladsen.  
 
Der er tændt arbejdslys på byggepladsen fra kl. 5.30 til 19.30. Det er en timer der styrer lyset, så det generer mindst muligt Efter planen monterer vores entreprenør kraner i Nordhavn – ved Baltikavej - i slutningen af oktober. De kraner vil være oplyste. Hvis du som nabo til byggepladsen oplever lysgener, er du meget velkommen til at tage kontakt, så skal vores entreprenør gøre, hvad der er muligt, for at rette lyset til.  
 
Hen over sommeren har der ikke helt været den ønskede fremdrift på anlægsarbejdet primært fordi grundvandet ikke har sænket sig i det tempo projektet havde forventet. Nogle steder på byggepladsen er der for meget grundvand, og andre steder for lidt. Så hvor planen var, at byggegruben stort set skulle være udgravet ned i 12 meters dybde, så er den i langt de fleste fag kun gravet ned til første niveau som er fire meters dybde. Vores entreprenør arbejder på højtryk på at få mere ”kraft” i ”grundvandssænkningssystemet”, men fra at systemet har mere power til det slår igennem i en sænkning af grundvandet, går der noget tid.  
 
Det er fortsat funderings- og jordfolkene, der fylder på byggepladsen. Der bliver gravet og sat jordankre i byggegruben, og når der ved årsskiftet er gravet langt nok ned, så tager betonfolkene for alvor over.

Støbeforme står på ræd og række i Tunnelfabrikken

Betonfolkene hos vores entreprenør har hen over sommeren arbejdet målrettet på at forberede alt det de kan indtil det bliver deres tur til at indtage byggepladsen.
 
Siden 1. juli har de fået samlet mange af de forme, tunnelen skal støbes i. Lige nu står der omkring 210 forme på ræd og række i Tunnelfabrikken. I alt skal der samles omkring 300 forme – og det er både forme til vægge, loft og bundstøbningerne af tunnelen.  
 
Der er blevet leveret mere end 30 lastvognstræk, det vil sige lastvogne med anhænger på, som har bragt cirka 800 tons materiale til formene. Formene er bygget op af røde ståldragere, gule trælægter og plader af birkefinér.  
 
Omkring årsskiftet forventer vores entreprenør, at samtlige forme i Tunnelfabrikken står klar til brug.

Natarbejde i uge 42

I efterårsferien – uge 42 – vil der blive udført svejsearbejde i byggegruben på Nordhavnssiden ud mod Kalkbrænderiløbet. Det er ikke støjende arbejder, men måske vil I lægge mærke til lys, hvor der normalt ikke er oplyst.

Lukning af Kalkbrænderiløbet

Der arbejdes fortsat mod at lukke Kalkbrænderiløbet fra mandag den 4. november. Alle sejl-, ro- og kajakklubber er blevet orienteret om lukningen, så de kan tilrettelægge deres vinterforberedelser ud fra lukningen.

Armeringsjern ligger klar på Piben

Udover det forberedende arbejde, der foregår i Tunnelfabrikken, så har vores betonfolk fået leveret armering i stor stil. Jernpladerne er indtil videre lagt på Piben, bag ved Stabrand. Vores entreprenør ender med at skulle bruge omkring 20.000 tons armering. Armeringen støbes ind i betonen, for at forstærke den og sikre at den ikke slår revner.

Projekt Nordhavnstunnel har fokus på genanvendelse og bæredygtighed

Beton skal der bruges rigtig meget af til tunnelbyggeriet, og selvom det måske ikke er det mest grønne byggemateriale, man kan finde, så går vi på Nordhavnstunnelen langt for at arbejde så bæredygtigt som muligt.  
 
Tag for eksempel kørsel af beton. Her har vores entreprenør valgt at få leveret beton fra nogle leverandører, som ligger tæt på byggepladsen. Vores leverandører ligger i henholdsvis Avedøre, Prøvestenen og Ejby.
 
Transporten af beton foregår så vidt muligt i eldrevne vogne, og vi har lagt transporten væk fra de tættest beboede kvarterer.  
 
Overskydende beton bliver tit kørt på lossepladsen, men det gør det ikke på projekt Nordhavnstunnel. Her er der indkøbt røde ”Legoklods” forme, som bliver brugt til at udnytte den overskydende beton. ”Legoklodserne” kan bruges til byggepladshegn, chikaner og meget andet godt – og de kan stables som ægte Legoklodser.
 
Der skal cirka 1 ton beton til at fylde en klods, så der skal en gummiged, truck eller anden maskine til at flytte rundt på klodserne.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld