Webversion
 
 
 
 
 
     Projekt Nordhavnstunnel
Så kom sommeren til Danmark, og det er skønt. Vi har trukket udsendelsen af dette nyhedsbrev fordi vi gerne vil kunne sige: Vi er færdige med at sætte spuns i byggegruben, også i Svanemøllehavnen. Vi er klar over, at vi har trukket store veksler på vores naboer, og vi kan kun beklage, at vi ikke har kunnet overholde den udmeldte tidsplan.  
 
Det betyder dog ikke, at der ikke kommer flere støjende arbejder. I første omgang vil det være en anden form for støj fra byggepladsen.
 
Parallelt med vores arbejder hen over sommeren kommer der spunsarbejder i Nordhavn i forbindelse med et HOFOR ledningsanlæg.  
 
Der er for alvor kommet gang i udgravningen. Nu bliver der ikke kun kørt jord væk i Nordhavn. Arbejdet er også startet op i Svanemøllehavnen, hvor det i første omgang er omplacering internt på byggepladsen af al det sand, der blev pumpet ind sidste sommer.  
 
Med de tørre sommerdage følger også støv, og vores entreprenør kører med vandvognen flere gange dagligt for at mindske støvgenerne mest muligt for både naboer og bådejere i Svanemøllehavnen, men det er svært helt at undgå, at der dannes støv fra byggepladserne.  
I midten af maj havde vi dronen i luften, og gennemfløj hele tunnelstrækningen. I kan se filmen her  og få et indtryk af, hvor langt vi er med projektet.    

Udgravning til byggegrube er i fuld gang – nu også på Østerbrosiden

Spunsjernene er banket og vibreret i gennemsnit 16 meter ned i undergrunden, og nu sker udgravningen til selve tunnelen mellem de to rækker af spuns. Entreprenøren skal fjerne sand og jord i gennemsnit 12 meter ned.  
 
Arbejdet gik i gang i Nordhavn i april, og visse områder er der allerede gravet ned til første niveau, som er 3 meter under terræn. I Nordhavn er jorden forurenet, og bliver kørt væk til godkendte miljøanlæg, hvor forureningen i jorden undersøges nærmere, før endelig bortskaffelse.  
 
I midten af maj gik arbejdet i gang på Østerbrosiden, hvor det i første omgang er alt det sand, der blev pumpet ind sidste år, som bliver flyttet fra traceet mellem de to rækker af spuns og omplaceres internt på byggepladsen. Når det indpumpede sand er udgravet, kommer vi ned til den oprindelige havbund. Havbundsmaterialerne, som blandt andet indeholder kalk, bliver bygget ind i projektet, og den del af materialerne, som ikke er egnet til genindbygning, bliver flyttet til Kalkbrænderiløbet.  
 
På den måde bliver der færre lastbiltransporter af materialer væk fra projektet. Placering af de intakte havbundsmaterialer i Kalkbrænderiløbet vil medføre, at vandet i havnen farves af jord- og kalkpartikler, mens arbejdet står på.

Svingbanen på Strandvænget bliver forlænget

Frem til midten af juni bliver svingbanen på Strandvænget ind til roklubberne forlænget.
 
Forlængelsen af den eksisterende svingbane, skal medvirke til at optimere trafikafviklingen i forbindelse med anlægsarbejdet af Nordhavnstunnelen.  

Containere på cykelstien ved Strandvænget

For enden af vores byggeplads, ud mod Strandvænget, vil der i den kommende tid blive sat fire containere op. Disse containere skal fodgængere på strækningen gå igennem. Containeren vil blive udstyret med lys, så de er trygge at benytte.  
 
På sigt vil der også komme information op om Nordhavnstunnelen på og inden i containerne.  
 Årsagen til, at vi sætter containere op udenfor byggepladsen, er, at vi skal bruge arealet på den anden side af hegnet – på byggepladsen – til jordtransporter, og at vi derfor har måtte fjerne stivere fra byggepladshegnet for at skabe den nødvendige plads til kørselsareal.  
 
Så containerne tjener flere formål – både som støtte af hegnet ind mod byggepladsen og beskyttelse af fodgængere på strækningen.  
 
Vi har mange flere planer med containerne, som vi håber at kunne dele i vores næste nyhedsbrev i juni.

Kalkbrænderiløbet lukker hen over vinteren

Vores entreprenør har valgt at benytte sig af en mulighed, som er indskrevet i anlægsloven, for lukning af Kalkbrænderiløbet over en vinter for at skabe en mere robust tidsplan.  
 
Det betyder, at Kalkbrænderiløbet forventeligt bliver lukket for al gennemsejling fra den 1. november 2024 frem til den 31. marts 2025.  
 
Der vil blive indledt en dialog med havnene og sejl- og roklubberne, som benytter Kalkbrænderiløbet.

Kommende HOFOR-projekter i området

Der er gang i rigtig mange anlægsaktiviteter i Nordhavn, og det kan være svært helt at fastholde overblikket.  
 
På den indre del af Sundkrogsgade sker der omlægninger af ledninger og etableringer af transformerstationer.  
 
Vores entreprenør er i gang med forskellige arbejder for HOFOR. Der bliver anlagt en pumpestation inden for vores byggepladsareal, og der bliver udført forberedende arbejder til omlægning af Baltikavej, som omlægges endeligt i forbindelse med, at tunnelen krydser Færgehavnsvej.  
 
HOFORs arbejder er typisk røromlægninger, anlæg af nye kloaker, fjernvarme, pumpestation m.m., som skal ligge under vejene i området.  
 
Efter sommeren kan der være arbejder, som foregår udenfor byggepladsen, og det vil vi selvfølgelig orientere om i god tid, inden arbejderne går i gang.  
 
Samlet set vil der kunne opleves en masse anlægsaktivitet i området, og os på projekt Nordhavnstunnel har gang i en masse koordinering for at sikre, at alle arbejder kan forløbe parallelt og med færrest mulig påvirkning på omgivelserne.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld