På hjørnet af Skudehavnsvej og Færgehavnsvej står der nu en færdigstøbt 1:1 model af en tunnelvæg.
Mock-up'en er 8 meter høj og 6 meter bred med en 4 meter dyb bundplade og en top plade på 2 meters dybde. Der er brugt knap 130 tons beton til denne støbning.
I processen med at støbe denne mock-up har entreprenørens betonsjak gjort sig en masse gode erfaringer, som kan bruges når tunnelstøbningen for alvor går i gang.
Arbejdet med at støbe beton er meget mere kompliceret end det umiddelbart ser ud. Som et lille eksempel, så er der i vores mock-up hele to fugebånd, der skal holde grundvandet ude af tunnelen. Det ene fugebånd er en blød gummimembran, det andet indeholder også en stålplade. Særligt fugebåndet med stålpladen kræver en sikker hånd at håndtere, da det er mange meter, man arbejder med ad gangen.
Efter planen starter den rigtige tunnelstøbning i sensommeren 2024.
|