På de indre linjer har entreprenøren og Vejdirektoratet et tæt samarbejde om, at sikkerheden er i højsæde for alle dem, som arbejder på projektet. I sidste uge blev årets første sikkerhedskampagne skudt i gang.
Lige pt. er vi omkring 200 personer, som arbejder på projekt Nordhavnstunnel, og vi bliver flere med et stort indryk af betonsjak. Udover mange mennesker er der mange store maskiner, store elementer på pladsen, og der bliver arbejdet i højden og tæt på vand. Derfor er det vigtigt, at alle passer på sig selv og på hinanden.
For at få den rigtige holdånd inden for sikkerhed, har vi lanceret ni leveregler for arbejde på pladsen, så vi forhåbentlig undgår alvorlige arbejdsulykker på vores byggeplads. Det er planen at de kollegaer, der er på pladsen, kan være med til at give levereglerne videre til alle de nye, der skal hjælpe os i mål med at bygge tunnelen.
I forbindelse med kampagnen blev alle på pladsen introduceret for levereglerne og budt på en kop varm kakao og en kage.
|