Webversion
 
 
 
 
 
     Projekt Nordhavnstunnel
Helt overordnet følger projektet tidsplanen, og der sker rigtig meget lige nu. Svanemøllehavnen er fyldt op med sand, arealet i Nordhavn er så godt som ryddet og klar til at arbejdet med etablering af byggegruben kan gå i gang.
 
Der er stor interesse for projektet, og på tilsynskontoret i Nordhavn får vi en del besøg af folk, som gerne vil høre om tunnelbyggeriet - inden for den seneste tid har vi haft delegationer fra Korea, Slovenien og Tyskland på besøg.  
 
Det kommende halvår bliver nok den mest støjende i hele projektet, og derfor har vi i november inviteret til både nabo-, havne og erhvervsforum. Så vi kan få en temperaturmåling på, hvordan det er at have os som nabo. Vil du gerne med til et af møderne, så send en mail til nordhavnstunnel@vd.dk

Østerbros måske største sandbanke blev et tilløbsstykke

Byggepladshegnet blev torsdag den 5. oktober åbnet ind til de omkring 337.136 ton sand, der er blevet pumpet ind i Svanemøllehavnen hen over sommeren, og det blev lidt af et tilløbsstykke.
 
Omkring 380 naboer, sejlere og andre interesserede lagde vejen forbi og fik dermed mulighed til at se byggepladsen helt tæt på og få en snak med vores og entreprenørens folk.  
 
Det er dejligt at opleve interessen for vores projekt, og der er overraskende stor interesse i de tekniske dele af projektet. Vi fik mange spørgsmål til byggemetode, mens sandbjerget var et kæmpe hit for de mindste gæster.  
 
Se fotos fra arrangementet.

Nu kommer projektets nok mest støjende periode

Vores entreprenør skal til at etablere selve byggegruben, og til det skal der sættes omkring 4.000 meter spuns. Spunsen sætter entreprenøren på hver side af tunneltraceet, så vi skaber en vandtæt byggegrube som vi støber tunnelen indenfor. Der bliver leveret spuns fra Tjekkiet og i alt kommer der 5.000 ton spunsjern ind med skib.  
 
Der vil blive arbejdet på tre lokationer samtidig, og arbejdet forventes at pågå de kommende 6-7 måneder. De støjende arbejder vil foregå i tidsrummet 8-17 alle hverdage.  
 
Der skal både sættes spuns og sekantpæle, og begge operationer larmer, og det bliver ikke sjovt at være nabo til projektet de kommende måneder. Såvel Vejdirektoratets og entreprenørens omkring 100 folk sidder lige ved siden af arbejderne på tilsynskontoret på Færgehavnsvej.
 
Vores entreprenør laver tre arbejdsstationer for at forkorte perioden med støjende arbejder, så arbejdet forhåbentlig er færdig inden vi igen skal ud og nyde det gode vejr i haver og ved Svanemøllehavnen.  
 
Læs mere her.

Betonpaneler skal brandtestes i Tyskland

Langs Færgehavnsvej har et hold af entreprenørens folk arbejdet på at lave mock ups af de betonpaneler, der skal anvendes i den rigtige tunnel. Betonen til tunnelen skal kunne modstå en brand på op til 1350 grader. Det svarer til at en benzintransport eller lignende bryder i brand i tunnelen.  
 
Normalt kan beton ikke modstå så høje temperaturer. Årsagen er, at der er vand i beton, og når temperaturen stiger, så vil vandet ud og det medfører at betonen eksploderer eller at de yderste lag skræller af. Man kan undgå, at betonen sprænger ved at tilsætte PP-fibre i betonen. PP-fibre er en forkortelse for polypropylen-fibre, som er en syntetisk harpiks, der svinder 50 % ved høj varme. Hvis uheldet er ude og der udbryder brand, så smelter fibrene og gør plads til, at vandet kan løbe ud af betonen.  
 
Der er støbt 18 testpaneler, hvor seks forskellige kombinationer af PP-fibre bliver testet. Testpanelerne står placeret ud mod Færgehavnsvej, hvor de skal tørre i tre måneder. I december bliver de transporteret til Tyskland for at blive testet. Testen foregår i et laboratorium i Leipzig, Tyskland. Dette er et af de få laboratorier i Europa, som kan teste ved så høje varmegrader. Hvis alt går efter planen, så begynder vores entreprenør at støbe i foråret 2024.

Der er valgt leverandør af beton til tunnelen

Vores entreprenør Besix – MTH JV har valgt Unicon som underleverandør til projektet. Unicon skal levere 130.000 kubikmeter beton til byggeriet af Nordhavnstunnelen.   
 
Unicon vandt udbuddet om betonleverancer til byggeriet. I deres tilbud havde Unicon fokus på designoptimering for at møde vores maksimale tilladte CO2-grænse for projektet. På projektet er der et stort fokus på miljø og bæredygtighed, som er omsat til en række krav til entreprenøren.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld