Kære alle
Sommeren er over os, der er godt gang i ferietrafikken, og vi er fortsat i fuld gang med forberedelserne til udvidelsen af E45 Aarhus Syd til Nord.
I april rykkede vi arbejdet helt ud på vejen, hvor vi fik forstærket midterrabat og nødspor. Det gjorde vi, så vi kan flytte trafikken rundt - og dermed holde køresporene åbne - i takt med, at vejen skal udvides.
Undervejs satte Transportministeren fokus på en ny kampagne, der skal skabe et bedre arbejdsmiljø for vores vejarbejdere og mindske risikoen for ulykker. Vi vil gerne sige jer tak for at vise hensyn, holde fokus og sænke farten, når I passerer et vejarbejde.
Opstart af broudvidelser og træfældning
Et nyt vejarbejde har nu taget over mellem Aarhus S og Aarhus V, hvor vi skal udvide de første to motorvejsbroer over Aarhus Ådal og Lyngbygård Å. Det betyder, at hastigheden er sat ned til 80 km/t, og køresporene er blevet snævret ind.
Efter sommerferien starter endnu to broudvidelser op, og da der løbende vil være vejarbejde på strækningen fra nu af, vil hastighedsnedsættelserne være permanente frem mod 2026.
Ude langs motorvejen fra Hørning og op til Silkeborgvej er vi desuden i fuld gang med at fælde træer og anden beplantning. I første omgang skal det give plads til arkæologernes undersøgelser og omlægning af ledninger.
Planerne for udbygningen ved Aarhus Nord er klar
Tilbage i marts kunne vi præsenterer planerne for udbygningen af motorvejen omkring Aarhus Nord. Det gjorde vi på et informationsmøde i Søften Kultur- og Idrætscenter, hvor omkring 100 borgere mødte op for at se de nyeste tegninger og høre om emner som støj, besigtigelser og tidsplan.
I løbet af sensommeren afholder vi besigtigelsesforretninger på den sidste del af strækningen ved Aarhus Nord. Her vil projektet blive gennemgået for lodsejere og naboer, som også har mulighed for at komme med input og tale med Ekspropriationskommissionen. Det er Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland, der afholder møderne og står for at invitere de direkte berørte naboer. Øvrige interesserede skal holde øje i de lokale ugeblade eller på kommissionens hjemmesiden.
Langs den resterende strækning har vi afholdt de første ekspropriationer, og vi er nu i gang med forberedelse af ekspropriationer til erhvervelse af de nødvendige arealer på hele strækningen.
Vi er meget opmærksomme på, at ekspropriation er et følsomt emne, og at det for nogle kan betyde store forandringer. Vi vil derfor endnu en gang takke for den store opbakning til møderne, hvor der har været en god dialog og gode spørgsmål om blandt andet støj, arbejdsarealer og beplantning langs motorvejen.
Til jer der er nysgerrige på, hvordan processen med ekspropriation foregår, har vi lavet en lille video her.
Det var alt for denne gang, men I hører snart fra os igen, når vi blandt andet vil give en status på vejarbejder, motorvejsbroer og de arkæologiske undersøgelser.
Hele teamet bag projektet ønsker jer alle en god sommer.
Med venlig hilsen
Robin Højen Madsen Projektchef i Vejdirektoratet
|