Webversion
 
 
 
 
 
Kære alle

Vi er nu nået til et nyt punkt i vores arbejde med at forberede udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra Vejle til Skanderborg, hvor vi for første gang rykker arbejdet helt ud på vejen.
 
Det sker med et større vejarbejde mellem frakørsel Horsens Nord og Ejer Bavnehøj, som så småt er gået i gang.
 
Efter påske – når vi skifter asfalten på strækningen – sætter vi hastigheden ned, vi gør køresporene smallere, og vognbanernes forløb ændrer sig. Det betyder, at trafikanterne skal være særligt opmærksomme, når de kører igennem vejarbejdet, og at de må forvente længere rejsetid i perioden.
 
Den nye asfalt skal gøre det både mere behageligt og sikkert at køre på vejen. Det kan I læse meget mere om nederst i nyhedsbrevet. 
 
Forberedende arbejde og undersøgelser i en våd vinter
Hvis vi kigger tilbage på de første måneder af året, har det været lidt af en våd omgang. Særligt arbejdet med at undersøge jordbundsforholdene har været udfordret af en historisk våd vinter, og det har givet lidt forsinkelser. Men vi er nu ved at være godt med igen.
 
Vi takker de mange lodsejere, der har gjort det muligt at komme ud med vores maskiner, for samarbejdet. Det er vigtigt for projektets fremdrift, at vi får gennemført de mange forundersøgelser.
 
Vi har også haft travlt med at oprense vores regnvandsbassiner langs strækningen, så de er forberedt til de kommende års vejarbejder og kan modstå fremtidige regnskyl. Og så vil mange af jer sikkert have bemærket, at vi har ryddet skråningerne for træer og anden beplantning. Det er alt sammen en del af forberedelserne til den kommende udbygning fra 4 til 6 spor.

De første veloverståede besigtigelser
I januar og februar blev de første dele af projektet godkendt af ekspropriationskommissionen ved fire møder i Hedensted Centeret og to møder på restaurant Møllebæk i Gedved. Vi er utrolig glade for, at så mange valgte at deltage og stille spørgsmål.
 
I kan se de præsentationer, der blev vist ved besigtigelsesforretningen på projektets hjemmeside. Vi linker til kommissionens protokoller fra besigtigelserne på vores hjemmeside i takt med at de bliver udsendt.
 
Den sidste besigtigelsesforretning bliver holdt den 21. og 22. marts.
 
I hører snart fra os igen, når vi blandt andet vil fortælle mere om vores arbejde med at udvide rastepladserne Merring og Ejer Bavnehøj Øst og Vest med nye parkeringspladser til lastbiler. Vi er så småt startet op, og I vil kunne spotte os på rastepladserne inden længe.

Med venlig hilsen
John Kjærsgaard
Projektleder i Vejdirektoratet
 

Nyheder fra projektet

Stort vejarbejde på E45: Ny genbrugsasfalt mellem Horsens og Skanderborg

Vejdirektoratet er i fuld gang med at forberede udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra Vejle til Skanderborg, og fra midten af marts begynder trafikanterne at blive berørt, når der skal lægges en ny og mere bæredygtig asfalt på den travle strækning mellem <55> Horsens Nord og <54> Ejer Bavnehøj.
Læs mere

Vinterrengøring af regnvandsbassiner langs E45 Østjyske Motorvej

Vejdirektoratets regnvandsbassiner har en vigtig funktion og er bygget for at rense vandet for rester af benzin, olie og anden forurening fra vejbanen og for at sikre, at vandmængden, som ledes ud i vandløbene, ikke bliver for stor. Vi har nu oprenset de første bassiner langs E45 Østjyske Motorvej. Læs mere i denne nyhed fra da arbejdet var i gang. De sidste regnvandsbassiner oprenser vi til efteråret. 
Læs mere

Beskeder i Digital Post

Vi sender beskeder direkte til berørte lodsejere og naboer i Digital Post. Har du brug for hjælp til at logge ind med det nye MitID, beder vi dig læse mere på borger.dk eller tage kontakt til din lokale borgerservice.
Gå til borger.dk
Vejdirektoratet udbygger den eksisterende motorvej mellem Vejle og Skanderborg fra fire til seks spor på en cirka 38 kilometer lang strækning. I forbindelse med udvidelsen af selve motorvejen skal rampeanlæg, skærende veje m.m. tilpasses den bredere motorvej.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vejdirektoratet er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig.
Læs mere om vores privatlivspolitik på vejdirektoratet.dk.

Afmeld