Kære alleI skal ikke snydes for en lille julehilsen og en status fra vores arbejde med at udvide E45 mellem Vejle og Skanderborg.
Vi har fulgt op på de mange input, vi fik ved informationsmødet og nabomøderne i juni, og der har været travlt bag skrivebordene for at færdiggøre det detaljerede projekt for udvidelsen.
Også i marken har vi været i gang. Her er de geotekniske boringer stadig i gang, ligesom arbejdet med at rydde buske og større træer. Det foregår primært i nattetimerne, så vi forstyrrer trafikken mindst mulig. Og så er vi begyndt at rense de store regnvandsbassiner langs strækningen.
Siden sidst har arkæologerne fra Vejlemuseerne, Museum Horsens og Museum Skanderborg fundet deres graveremedier frem og søger nu efter fortidsminder. Og de har allerede gjort nogle helt særlige fund.
Nye lyskryds ved HorsensI august etablerede vi nye, midlertidige signalanlæg ved til- og frakørslerne Horsens N og Horsens S for at sikre et bedre flow af trafikken, inden udvidelsen af motorvejen er færdig. Vi arbejder løbende på at optimere anlæggene, så de kommer til at virke efter bedste hensigt, men vi håber, at I, der færdes på strækningen, allerede nu kan mærke en forskel. Mindre ventetid og øget trafiksikkerhed.
2023 – et år med mange milepæleMed det nye år følger mange milepæle. I de kommende måneder skal vi blandt andet have sendt de første udbud afsted, og så afholder vi besigtigelsesforretninger i starten af året. De kommer til at foregå over tre omgange med første delstrækning i januar. Det er Det Jyske Kommissariat, der står for indkaldelserne, og I kan finde
indkaldelsen til første strækning her.
Til foråret går vi i gang med at udskifte asfalten på en syv kilometer lang strækning fra Horsens Nord til Ejer Bavnehøj. Det gør vi, fordi asfalten på strækningen er i meget ringe tilstand. Så for at undgå at lave flere lapper, etablerer vi en ny asfaltbelægning, som er klar til det fremtidige arbejde med at udbygge motorvejen. Mere om det senere.
For nu ønskes I en glædelig jul og et godt nytår.
Med venlig hilsen
John KjærsgaardProjektleder i Vejdirektoratet